Troen på muligheden af en fuldstændig fornyelse af verden
Det er en regnvåd aften i november i Berlin. Denne uge fejres 30-året for Berlinmurens fald, og i hele byen vrimler det med udstillinger, forestillinger, rundvisninger. Da jeg kommer op af trappen fra u-banestationen Friedrichstraße, får jeg med det samme øje på der Tränenpalast, der i jubilæets anledning er blevet shinet op og gjort til en lille udstillingshal, hvor man gratis kan komme ind og blive guidet gennem dele af Berlinmurens historie. Tårepaladset, der i DDR-tiden var afgangshal på banegården ved Friedrichsstraße, fik sit navn, fordi det var herfra, vesttyske besøgende i DDR rejste væk igen. Afgangshallen var derfor skueplads for mange tårevæddede afskedssceancer mellem familier og venner, der var blevet adskilt fra hinanden på grund af Tysklands og Berlins opsplitning i øst og vest. Denne aften virker tårepaladset indbydende i sin strålende, moderne oplysning midt i den vintermørke storby.
Jeg er på vej til Friedrichsstadt-Palast, der også kan fejre jubilæum i år, nemlig teatrets 100 års. Friedrichstadt-Palast, eller i folkemunde der Palast – Paladset, ligger på Friedrichsstraße, ikke langt fra banegården og dermed midt i centrum af det gamle Ø
