Print artikel

Troen på muligheden af en fuldstændig fornyelse af verden

Fra stykket. Foto: William Minke
Reportage
14.12.19
»Det handler om tilgangen til mennesket, uden psykologi og uden forventningsfulde zoologer eller humanister.« ATLAS har besøgt den svulstige musicalscene 'Friedrichstadt Palast' i Berlin og set duoen René Pollesch og Fabian Hinrichs’ sære, samfundsdebatterende stykke, der gør op med vores trang til helstøbte handlingsforløb.

Det er en regnvåd aften i november i Berlin. Denne uge fejres 30-året for Berlinmurens fald, og i hele byen vrimler det med udstillinger, forestillinger, rundvisninger. Da jeg kommer op af trappen fra u-banestationen Friedrichstraße, får jeg med det samme øje på der Tränenpalast, der i jubilæets anledning er blevet shinet op og gjort til en lille udstillingshal, hvor man gratis kan komme ind og blive guidet gennem dele af Berlinmurens historie. Tårepaladset, der i DDR-tiden var afgangshal på banegården ved Friedrichsstraße, fik sit navn, fordi det var herfra, vesttyske besøgende i DDR rejste væk igen. Afgangshallen var derfor skueplads for mange tårevæddede afskedssceancer mellem familier og venner, der var blevet adskilt fra hinanden på grund af Tysklands og Berlins opsplitning i øst og vest. Denne aften virker tårepaladset indbydende i sin strålende, moderne oplysning midt i den vintermørke storby.

Jeg er på vej til Friedrichsstadt-Palast, der også kan fejre jubilæum i år, nemlig teatrets 100 års. Friedrichstadt-Palast, eller i folkemunde der Palast – Paladset, ligger på Friedrichsstraße, ikke langt fra banegården og dermed midt i centrum af det gamle Østberlin. Det oprindelige teaterpalads blev i 1980’erne revet ned og erstattet af et nyt. I DDR var det nye Friedrichsstadt-Palast et prestigeprojekt. Teateret blev udstyret med verdens største scene, overdådige rammer for tilskuerne og fantastiske tekniske muligheder for at skabe storslåede forestillinger. Paladset er den dag i dag kendt for sine shows i Las Vegas-stil med dansere i designerskabte kostumer, laserlys og underholdning for alle pengene. Men denne aften er anderledes, og helt ude på fortovet foran teateret kan man mærke spændingen. Aftenens forestilling er nemlig ikke et klassisk Palads-show, men derimod det nyeste stykke af René Pollesch, den kommende teaterdirektør for det berømte teater Volksbühne.

»Jeg ser jer, jeg ser jer, selv uden jeres prægtige lyshjelme.«

René Pollesch var i årene 1983-1989 en del af første årgang på Institut for Anvendt Teastervidenskab på Universität Gießen. Instituttet er i dag kendt for sin teoretiske og eksperimenterende tilgang til teater, hvor studerende og undervisere blandt andet undersøger forholdet mellem kroppen og teatrets rumlige dimensioner. Pollesch har siden arbejdet for en række teatre i Tyskland, England, Østrig og Schweiz. Han blev nærmest en levende teaterlegende i Tyskland i 2012 med teaterproduktionen Kill your darlings! Streets of Berladelphia, som han skabte i samarbejde med skuespilleren Fabian Hinrichs.

Ifølge Frederik Led Behrend, der er dramaturg på Århus-teatret Katapult, er det efterhånden et kendetegn for Pollesch, ikke mindst i samarbejde med Hinrichs, at lade skuespillerne spille op mod et kor, der skiftevis opfører sig meget kor-agtigt, ved at tale i munden på hinanden, eller opfører sig som en kropslig masse, som skuespillerindivider ensomt tumler rundt i. I Kill your darlings! opfører Hinrichs en monolog, der varer lidt over en time. På scenen er han omgivet af en flok mennesker, der stumt bevæger sig rundt på scenen sammen med ham. Til tider sidder de stille og lytter til Hinrichs, andre gange laver de akrobatiske øvelser med ham, og på et tidspunkt udøver de redskabsgymnastik, mens Hinrichs ligger bagerst på scenen iført et alt for stort blækspruttekostume, som han ikke rigtig kan bevæge sig i.

»Man kan få den tanke, at Pollesch går i kødet på den Aristoteliske dramatiske tradition ved at søge en pre-aristotelisk opbygning af tragedien med inspiration fra Aischylos' tidligste teatertekster. De er skrevet til to skuespillere, men benytter sig også af én primær-skuespiller overfor kor-enheder. Aischylos' dramaturgi følger sjældent et egentligt handlingsforløb, men snarere en gradvis spændingsopbygning af kontrasterende følelser.«

Paladset er den dag i dag kendt for sine shows i Las Vegas-stil med dansere i designerskabte kostumer, laserlys og underholdning for alle pengene. Men denne aften er anderledes

Da det blev annonceret, at duoen Pollesch/Hinrichs med deres nye stykke Glauben an die Möglichkeit der völligen Erneuerung der Welt  (Troen på muligheden for en fuldstændig fornyelse af verden) ville indtage Paladset, fik mange kaffen galt i halsen. Skulle man forstå dette som et knæfald for den kapitalistiske underholdningsindustri, eller havde parret en nøje udtænkt plan for scenevalget? Førstnævnte mulighed virkede usandsynlig, sandsynligheden for at sidstnævnte var tilfældet har betydet, at billetterne til stykket nu er udsolgt for resten af året.

Inden for i Paladsets prægtige foyer sidder teatergæsterne og drikker sekt og spiser brezel. Midt i rummet foran baren står en skinnende ny DS3 Crossback SUV fra DS Automobiles. Hvorfor, er mig uklart. Mange af gæsterne er tydeligvis ikke vante i Paladsets rammer. Mange går rundt og ser lidt forundrede på den både kitschede og fornemme udsmykning. Selv studser jeg over de udstillede kostumer fra tidligere shows, f.eks. en kjole og jakke designet af Jean Paul Gaultier, der blev brugt i showet The One. Jeg køber teaterprogrammet for en euro og kaster et blik i det. Hvis jeg på grund af de fysiske omgivelser et øjeblik skulle have glemt, hvad jeg var på vej ind for at se, så bliver jeg hurtigt mindet om det, når jeg i programmet ser listen over anbefalet litteratur til videre læsning: Hans Ulrich Gumbrecht Unsere breite Gegenwart, Erich Hobsbawn The New Century, David Riesman The Lonely Crowd, Jürgen Fuchs Vernehmungsprotokolle. Så genkender man alligevel den samfundsdebatterende rolle, som Volksbühne altid har haft, og den teoretiske, intellektuelle og postdramatiske tilgang til scenekunsten, som Pollesch er blevet kendt for.

Da det blev annonceret, at duoen Pollesch/Hinrichs med deres nye stykke Glauben an die Möglichkeit der völligen Erneuerung der Welt  (Troen på muligheden for en fuldstændig fornyelse af verden) ville indtage Paladset, fik mange kaffen galt i halsen. Skulle man forstå dette som et knæfald for den kapitalistiske underholdningsindustri, eller havde parret en nøje udtænkt plan for scenevalget?

Som en af de første gæster kommer jeg ind på de amfiteaterformede tilskuerrækker for at lede efter min plads, til lyden af »all alone, I had no one on my own, now I am on my phone, smoking dope, and I hate my fucking life« (Lil Peep – Hate my life). Mens sæderækkerne bliver fyldt op, har soundtracket skiftet karakter, og Sade smyger sig nu hjerteskærrende ud af højtalerne, mens en aromatisk duft af fremmed parfume bredder sig i luften. Det er som om, at den fuldstændig ryddede og vitterligt enorme scene med al sin tomhed har en menneskelig tilstedeværelse i rummet.

Stykket er en knap 90 minutter lang monolog fremført af Fabian Hinrichs. Det åbner med, at han kommer humpende frem på scenen. Noget er sket med hans fod, han bærer en skinne, der besværliggør hans gang (upraktisk på verdens største scene). Åbningsreplikken er noget i retning af det klassiske spørgsmål om, hvad der gør mennesket lykkeligt? Penge eller magt? Nej, for Hinrichs er lykken at have en fod, der ikke humper, og selvfølgelig at have en 38 meter bred og 37 meter lang scene. Hvad er dybde så? Jeg spørger mig selv, om jeg er den eneste blandt publikum, der automatisk tænker på dybde i form af dybde i sjælen, sindet og tanken. Altså en form for filosofisk dybde.

Danserne kommunikerer stort set kun kropsligt med Hinrichs, deres eneste mundtlige feedback er: »Vi har forladt dig«

Dybde er for Hinrichs at løbe fra scenekanten helt ned til bagtæppet. Her lægger han sig ned, tæppet åbner sig og ud træder en mindre flok dansere. Resten af aftenen vil en større flok dansere følge Hinrichs rundt på scenen, samtidig med at han i sin humpende forfatning forsøger at holde trit med deres adrætte og koreograferede dansetrin. Danserne kommunikerer stort set kun kropsligt med Hinrichs, deres eneste mundtlige feedback er: »Vi har forladt dig,« på et tidspunkt, hvor han eksplicit beder om at få deres opmærksomhed. Monologen frembringer Hinrichs på sin karakteristiske besværgende og stilfærdigt maniske manér (for det meste uden mikrofon på trods af den store teatersal). Monologen består af tanker om ensomhed, kapitalisme, socialisme, kærlighed, tosomhed, indkøbsture med kæresten i den kæmpe sporttøjskæde Decathlon osv., og det desperate i Hinrichs tankemylder understreges af den tavshed som danserne omgår ham med.

Det er svært at give en systematisk opsummering af den sammenvævning af teorier, ideer, følelser og indskydelser som publikum bliver præsenteret for i løbet af stykket, men det drejer sig mestendels om overvejelser over, hvordan man danner fællesskaber og hvordan følelsen af fremmedgørelse i verden kan overvindes. Det pudsige er, at der netop er en enorm tilstedeværelse i salen. Publikum er på, griner (for det er i bogstaveligste forstand tragikomisk) og klapper spontant. Hinrichs improviserer, taler direkte til publikum, ser folk i øjnene. Danserne er på en måde de mest udenforstående i salen. De opfører deres koreografi til perfektion. De har overskud til at danse uden om Hinrichs, når han tumler forpustet rundt i sin guldpyjamas. Men publikums præsens modsvarer Hinrichs’ følelse af ensomhed på scenen.

Der er ingen forbindelse mellem de to mennesker, kun at de var i Decathlon sammen for at købe en fiskestol til deres fælles planlagte tur. Et konsumfællesskab. Deprimerende.

Måske giver stykket ikke et logisk argument for troen på muligheden for en fuldstændig fornyelse af verden, men der er alligevel en rød tråd gennem det hele. Meget konkret ser publikum på et enkelt individ, der bevæger sig alene rundt i en kulørt masses bevægelse. En masse, der nærmest kun ænser ham for at undgå ham. Jeg kommer til at tænke på trængslen i trappeskakten til u-banen ved Friedrichsstraße. Hinrichs fortæller om, hvordan han har søgt nærvær i parforholdet. Men, fortæller han videre, en fisketur fik illusionerne til at briste: Der sad han på den fra Decathlon nyindkøbte fiskestol og så på, mens kæresten smed snøren i vandet. Og han spørger sig selv, hvad er det her? Intet! Der er ingen forbindelse mellem de to mennesker, kun at de var i Decathlon sammen for at købe en fiskestol til deres fælles planlagte tur. Et konsumfællesskab. Deprimerende.

I sin tilsyneladende desperate søgen efter et socialt holdepunkt i en verden, der insisterer på at behandle det enkelte individ som en fremmed, giver Hinrichs monolog anledning til refleksion over, hvordan verden mon kan komme til at se anderledes ud. Besidder teatret den revolutionære kraft til at skabe et alternativ til det bestående? I monologen siger han blandt andet:

»Det handler om tilgangen til mennesket, uden psykologi og uden forventningsfulde zoologer eller humanister. Det kan godt være, at sproget er i stand til at benævne tingene i verden. Men ikke på den måde. Betydninger er jo altid omkransede. Det handler ikke om meningen, det handler om de allerletteste berøringer fra den materielle verden, der omgiver os, på vores kroppes overflade. Også filosofferne har kun fortolket verden forskelligt. Men allegorien for den havesyge kapitalisme er ikke diverse holdsportsgrene – der ikke skal betyde noget, og som man dog alligevel nedladende fortolker som allegorier – men selve fortolkningerne.«

Forsøger jeg blot at få bekræftet mine egne ideologiske forudindtagetheder gennem min fortolkning af teaterstykket? Ja, i så fald er troen på, at det er muligt at forny verden en blind tro, fordi teateroplevelsen igen blot bliver gjort til en simpel fetich.

»Fabian Hinrichs har aldrig nogen at tale med, kun nogen at tale til«

På den anden side, når jeg ser rundt på tilskuerrækkerne og mærker den begejstring og eftertænksomhed, der er tydelig blandt publikum, så vækkes en lille tro på fællesskabet. En ny verden bliver skabt inden for kunstens – her teatrets – rammer. En verden, hvor alle i salen indtager en aktiv rolle, skuespiller(e) såvel som publikum.

»Når Pollesch iscenesætter sine stykker i store teaterinstitutionssale fremstår der Textträger (tekstbæreren), skuespilleren, ofte hjælpeløs, ensom og komisk på samme tid. Fabian Hinrichs har aldrig nogen at tale med, kun nogen at tale til,« forklarer Frederik Led Behrend om Pollesch/Hinrichs’ dramarugiske strategi.

Jeg ved ikke om det opsummerer en pointe i stykket, men i en af de sidste scener er Hinrichs (stadig i guldpyjamas) blevet spændt fast til en kran, der kan få ham til at flyve rundt i spotlyset. Foran ham danser en flok med en slags lysende trojanerhjelme på hovedet. Hinrichs siger: »Jeg ser jer, jeg ser jer, selv uden jeres prægtige lyshjelme.« Flokken stopper med at danse, står stille og ser op på Hinrichs, der roterer uelegant rundt i luften foran dem. I sand Palads-stil er dette stykkets finale, det er her forestillingen sætter trumf på (lyshjelmene er lånt fra forestillingen Vivid – Grand Show, der for tiden også er på plakaten i Friedrichstadt-Palast), og publikum bliver inviteret til at tage fotos af det store udstyrsstykke.

Det politiske oprør i kunsten kan ikke ske som et oprør mod kapitalistismen. Oprøret er kun muligt som en kamp for at slippe ud af det kapitalistiske system.

Opnår Hinrichs til sidst den forløsende følelse af at blive set, af at tilhøre et kollektiv, idet han bliver centrum i the grand show? I publikum morer vi os i hvert fald kosteligt over det absurde sceneri, og vi føler et fællesskab ved alle at være tilstede i salen denne aften.

Det er blevet tid til det store bifald og det akkompagneres af The Smiths’ ironisk-sørgmodige klassiker There is a light that never goes out. Folk rejser sig og begynder at strømme tilbage mod foyeren med smil på læberne. Hører jeg også nogen, der synger med på sangen?

Jeg kommer ud fra teatret, går alene ned ad Friedrichstraße. Her er et mylder af mennesker fra allemulige lande og med allemulige gøremål. Her 30 år efter murens fald er Berlin blevet en verdensmetropol, et moderne Babylon a la London eller New York. Ved broen over floden Spree ser jeg på venstre side Fjernsynstårnet og Park-Inn-hotellet lyse op på den ellers grå-sorte himmel. Til højre rager Potsdamer Platz’ højhuse også lysende i vejret. På vej ned ad trappen til u-banen får jeg igen øje på Tårepaladset, der stadig er åbent for besøgende. Jeg spørger mig selv, hvor det er, lyset aldrig går ud.

Måske har Glauben an die Möglichkeit der völligen Erneuerung der Welt accepteret, at stykket uundgåeligt udspiller sig i en kapitalistisk realitet – hvilket understreges af valget af Friedrichstadt-Palast som scene. Det politiske oprør i kunsten kan ikke ske som et oprør mod kapitalistismen. Oprøret er kun muligt som en kamp for at slippe ud af det kapitalistiske system. Kan teatret være med til at skabe muligheden for at vores ensomhed og fremmedgørelse overfor hinanden overvindes? Efter at have set Glauben an die Möglichkeit der völligen Erneuerung der Welt tror jeg, at svaret er ja. Efter at have overværet dramaet om Hinrichs' kamp for at finde nogen at tale og have et fællesskab med, er jeg blevet overbevist om, at der ikke skal mere end en enkelt kollektiv overraskelse til at give folk troen på, at verden kan fornys. Selvom den kapitalistiske realitet for længst er indtruffet overalt i Berlin, så formår byen stadigvæk en gang i mellem at diske op med den slags overraskelser.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.