Auschwitz har for altid har ændret betingelserne for at være menneske i Europa
Mit første møde med Primo Levis tekstmassiv hænger for mig uløseligt sammen med indtryk fra Vietnamesiske gadebilleder. Hanoi. Ho chi Minh City. Gigantiske, massivt sammenfiltrede knuder af hængende telefonkabler, filtrer sig sammen med min første læsning af bogen. Ligesom kæmpestore, ulykkeligt skibbrudne henvendelser, som det synes umuligt at udrede. Enhver der har set de kabelknuder, vil vide hvad jeg taler om – det underlige sug i maven, de efterlader: Er der virkelig henvendelser i alle de ledninger? Hvilke er mon aktive, hvilke for længst døde ender?
Hvilke råb, som man sender ud i verden, når frem til et øre der kan lytte? Hvilke bliver hængende i en udslukt forbindelse? »En stor bunke. 99 par sko, de bliver aldrig til sko igen«, skriver Levi et sted. Jeg ser op i den uløselige kabelknude. Europa blev heller aldrig Europa igen. Der er et før og et efter Auschwitz. Ligesom der er et før og et efter, for enhver der har læst Levi’s bog.
Jeg er på filmoptagelser i Vietnam, langt væk hjemme fra. Produktionen er tysk, jeg er dansk, og landets sprog er vietnamesisk. Jeg kommunikerer på tysk, lidt fransk og meget halvdårligt engelsk.
Jeg
