Hvad vi taler om, når vi taler om politisk teater

»Det er et eksplicit imperativ i kunstverdenen i dag, at kunst skal være politisk, og et implicit, at den skal være identitetspolitisk. Ved nærmere eftersyn er samtidskunsten imidlertid pseudopolitisk.« Sådan skrev litteraturforsker Mette Høeg i kronikken »Kritik af den kulturelle elites dobbelte hykleri« i Politiken d. 27. november 2016. Selvom Mette Høeg i kronikken sniger sig udenom at underbygge sin kritik med eksempler og læsninger af samtidskunsten, rammer visse dele af hendes kritik måske alligevel plet eller kredser om noget, der faktisk er vigtigt at forholde sig kritisk til: »Samtidskunsten fokuserer på demonstrativt at skælde kapitalismens og neoliberalismens indstiftelse af undertrykkende strukturer ud, men er sjældent optaget af at undersøge og forstå de minoriteter, den hævder at forsvare, eller villig til at følge sine meninger op med risikabel handling,« skriver Høeg. Sådan et udsagn er både tomt og dybt problematisk, hvis det ikke følges op af en præcisering af, hvad det er for nogle kunstværker, der tales om – at kaste om sig med kategorier som »samtidskunsten« giver måske mening i visse kontekster, men berøves for mening, når det bruges i en kronik, der har sa