Et studie i tid og vanvid

Operaens anslag er en forglemmelse – guldsmededatteren Eva kan ikke finde sin lommeklud, tjenestepigen Magdalena har glemt sin salmebog – straks efterfulgt af genkendelse: Da Walther, den unge digterridder, dumper ind som fra intetsteds, synes Eva at have set ham før, i et billede, som i en drøm.
Sammenfletningen af tider og indbildninger løber som et filosofisk ledemotiv i Mestersangerne i Nürnberg, Richard Wagners kolos af et musikdrama fra 1867, der i ånd og moral er inspireret af den tyske filosof Arthur Schopenhauers opfattelse af mennesket som drevet af vilje og vrangforestillinger.
I modsætning til de højspændte og slibrige fantasy-universer, nogle spontant vil forbinde med Wagner, udspiller handlingen i Mestersangerne i Nürnberg sig ikke som incestuøse og magiske magtstridigheder blandt dværge, valkyrier, prinser og drager, men i en lille middelalderby, hvor der skal afholdes sangkonkurrence blandt byens håndværkerlaug.
Mord, hævn og elskovsdød viger pladsen for skønsang, duftende lindetræer og pedantiske voteringer af sangstil og håndværksmæssig formåen.
Mestersangeren Pogner har sågar udlovet sin yndige datter Eva til dén, der