Alene og tørstig i Paradis
Der er så meget godt at sige om Aarhus Teaters Jeppe på bjerget, at man slet ikke aner, hvor man skal starte. Jeppe drikker stadig, men han drikker, fordi han har været i krig og lider af PTSD, og han bor i et socialt betonboligbyggeri, hvor han i åbningsscenen står på den smalle altan og ryger en smøg ved siden af sin datter, Christine, mens hustruen, Nille, der tjener penge på at prostituere sig selv, bliver bollet i slowmotion af en anden mand inde i lejligheden, der er en blanding af nusset nullermøblement og teenagedatterrod.
Jeppe skal også stadig ind til byen for at handle, og han bliver stadig truet af Nille med Mester Erik, som dog ikke er en pisk, men en pistol – en i øvrigt forbilledligt effektiv opretholdelse af Tjekhovs princip: Fra pistolen kommer frem, til den går af, går der vel ikke meget mere end et halvt minuts tid. Suspensen er på en anden skala her.
Den roterende scene bringer Jeppe ind på Jakob Skomagers beværtning – bogstavelig talt af flere omgange – som dog i denne tid ikke er en kro, men en tro kopi af Teaterkatten, der ligger lige over for Aarhus Teater på Kannikegade, og som har et lidt mere raffineret cocktailkort end Holbergs kr
