Nådesløst, kompromisløst, gennemført
Nyopsætningen af Peer Gynt starter afklædt. På sit dødsleje ligger Peer sammenkrøllet, den kun i grå underbukser klædte mand i et lys, der fremhæver hver en kontur af en udmagret krop, foran en firkantet kasse af blankt og mat glas, der lyser scenen op med en tom intethed som blikfang.
Pludselig stikker der en hånd frem under ham, og der kravler en anden mand (Amancio Gonzalez – lad os kalde ham medpassageren) i de samme grå underbukser ud under ham og vrider sig ballettrippende rundt om Peer med et iskoldt blik, som holdes hele vejen igennem. Er det et alter ego, en dobbeltgænger, en indre dæmon, døden selv? Og så ser Peer sit liv for sit indre en sidste gang, inden han dør.
Da Ibsen udgav Peer Gynt i 1867, havde han ikke som udgangspunkt tænkt, at det var beregnet til scenen, i modsætning til de tidligere naturalistiske skuespil og gennembrudsdramaet Brand (1865). Det er også et decideret nybrud i Ibsens dramaer, der bevæger sig langt ud over, hvad selv et velpolstret teater i Norge på det tidspunkt kunne gabe over, fordi versdramaet, der til tider minder mere om et romantisk digt end et sk