Udenfor murene

Jeg er født og vokset op i en dansk-jødisk familie, og jeg gik på den jødiske skole. Hvad der fandtes af traditionsbunden vanetænkning i familien, overleveret fra mine bedsteforældre og nedarvet fra mine oldeforældre, der indvandrede hertil fra jiddisch stetlkultur i det østlige Europa i årene omkring århundredskiftet, forsvandt imidlertid i løbet af 70’erne, hvor min bror sagde fra overfor al religiøst gøgl, og ikke mindst nægtede at stå bar mitzvah, som det hedder, altså at lade sig konfirmere i synagogen. Han lagde oprørslinjen, som jeg fulgte, sandsynligvis til vores bedsteforældres fortrydelse, men med vores forældre forståelse og opbakning.

Og hvorfor så denne private omvej? Forklaring følger. Men først tilbage til dramatikeren.

Henri Nathansen var søn af en grosserer fra Hjørring. Det var dengang, der var et rigt jødisk liv i den danske provins. Selv bosatte han sig i København for at studere jura, hvorefter han både blev dommerfuldmægtig og landsretssagfører, inden han slog igennem som dramatiker (hvor kun Indenfor murene endnu spilles i dag), og forfatter til store slægtsromaner som Mendel Philipsen & Søn og Af Hugo Davids Liv, samt en biografi om hans ven og store forbillede, Georg Brandes.

Dermed opnåede Henri Nathansen en position som en af den danskjødiske kulturs vigtigste skribenter, og den dag i dag kan man se to buster af ham i fødebyen Hjørring og nær hans bopæl i Allégade på Frederiksberg.

Desværre havde han anlæg for depression, og i 1944 begik han selvmord ved at kaste sig ud af vinduet på Grand Hotel i Lund, hvor han havde indlogeret sig efter at han i oktober 1943 var flygtet over Øresund, da nazisternes klapjagt på de danske jøder begyndte.

Med Indenfor murene har Henri Nathansen – inspireret af den store psykologisk-realistiske plotmester Henrik Ibsens samtidsdramatik – drejet en behændig intrige om gamle traditioner, kulturelle fordomme, religiøst stivstikkeri og jødisk integration i dansk samfundsliv. Og til at udpege en ny kurs og repræsentere det modernes stilling sætter dramatikeren naturligvis ungdommen. Som i Romeo og Julie skal ung kærlighed trodse de gamles fjendskab.

I skuespilchef Morten Kirkskovs tids- og tekstloyale iscenesættelse er Indenfor murene lige så traditionsbunden, som den jødiske shabbat i skuespillets berømte åbningsscene. De voksne sønner kommer hjem til forældrenes højborgerlige hjem, og Hugo (den gennemførte fornuftsstemme gennem hele skuespillet) udbryder: »Ah, her dufter som i Det gamle Testamente – af røgelse og kødgryder.«

Stemningen er som i Nøddebo Præstegård (sjovt nok skrevet af Elith Reumert, far til Poul Reumert, som fejrede store triumfer som Adolph Levin i Indenfor murene), nostalgisk og tryg. Men så tilsiger den dramatiske logik, at forandringens vinde truer.

Datteren i familien Levin, unge Esther (fine, men tyngdeløse Emilie Koppel), kommer for sent til den hellige aften. Hun har nemlig været ”på forelæsning” på universitetet. Hendes ene bror, Hugo (dynamiske Emil Prenter), er blevet læge, den anden bror, Jacob (joviale Zaki Nobel), er gået i farens fodspor som handelsmand på børsen. Esther forventes blot at gifte sig med en jødisk mand og blive husmor, men hun går sine egne veje, og ønsker at studere hos kulturhistoriker Jørgen Herming (gode og tilpas kedelige Joachim Kubel). En uhørt emancipationsvind blæser hos Levins.

Som om Esthers oprørskhed ikke er nok i sig selv, vil den onde skæbne, at hendes far har et bittert fjendskab med Jørgens far, etatsråd Herming. Begge er vokset op i Horsens, hvor de gik i skole sammen og var dus. Men da Levin senere havde brug for et job efter at familiens firma var gået bankerot, og stod med hatten i hånden hos Herming, der var blevet bankdirektør, blev han afvist med et hånligt: »Vi har ikke brug for jøder.«

Stemningen er som i Nøddebo Præstegård, nostalgisk og tryg. Men så tilsiger den dramatiske logik, at forandringens vinde truer.

Adolph Levin (formidable Jens Albinus) vil nu forbyde sin datter at gå til Jørgen Hermings forelæsninger. Han har sværget, at han for evigt vil hade og skade etatsråden og alt, der har med Herming at gøre – og så strammes skruen. Bedst da gamle Levin giver sin velsignelse til at hans selvudslettende førstemand i firmaet, Meyer (perfekt affable Nicolai Dahl Hamilton), går på frierfødder hos Esther, viser det sig, at datteren allerede har forlovet sig. Med Jørgen Herming!

Mens Jacob er uforsonlig som sin far, bliver den mere tolerante og moderne akse i familien udgjort af Hugo og moren Sara (uopfindsomt Bodil Jørgensen-agtige Bodil Jørgensen). Ikke at hun på nogen måde gouterer Esthers valg, tværtimod, men hun mener, at den unge kvinde skal have retten til at vælge sin livsvejs selv. Det er traditionen overfor moderniteten.

Og så spidser konflikten til for alvor. De to familier mødes hos etatsrådens (djævelske Lars Brygmann og komisk-neurotiske Stine Stengade), der gerne vil have styr på det praktiske. Hermings mener at det er bedst at de unge bliver gift i kirken, og at deres kommende børn døbes. Det har de fået Esther til at give tilsagn om.

I forfærdelse over deres datters opgivelse af alt det, hun er rundet af, går Levins hjem. Samme aften får Jacob en søn, og glæden vender tilbage i familien for en stund. Men over gamle Adolphs glæde over at få en sønnesøn, hviler skyggen fra en mistet datter.

Tragedien er fuldbragt, tabet er endegyldigt. Tror vi. Men så vender Esther hjem. Hun har haft et opgør med sin svigerfamilie, som hun føler sig manipuleret af. Hun indser, at hun ikke kan følge sit hjerte og dermed miste alt det, hun holder af. Konsekvenserne er for store.

Alt er tabt. Men så dukker Jørgen pludselig op. Han har sat sin far stolen for døren og er stormet efter Esther. De to unge forsones og går sammen ud i natten. Pludselig dufter det af forår og fremtid.

Jo, det er rørende. Der sidder man og hepper af hele sit hjerte på de progressive unge mod de reaktionære gamle. Den intellektuelle og begavede humanist Jørgen skal nok tilpasse sig, han har ovenikøbet en akademisk interesse for det jødiske. Men kan Esther blive en lykkelig svigerdatter til en antisemitisk svigerfar?

Jeg ville ønske at jeg kunne svare ja, men jeg er bange for at svaret er nej. Som en anden Nora går Esther ind i det uvisse. Ganske vist har hun den fornuftige Jørgen ved sin side. Men sagen er, at det ægte sekulære rummer et fravalg af religion og ritualer, men ikke et tilvalg af andre ritualer. Esther og Jørgen har et bjerg at bestige.

Hvordan skal de to familiers traditionstyngede jødedom og kulturkonservative kristendom kunne enes? Sara skal nok få banket den modvillige Adolph på plads, for »hvor jeg er, er Esther, og hvor Esther er, er jeg«.

Det ægte sekulære rummer et fravalg af ritualer, men ikke et tilvalg af andre ritualer

Men hvor står Hermings mon? Etatsråden er jo antisemit, det erkender han åbent og ærligt. Kan der på nogen måde bygges en bro over kløften? Kommer Esther og Jørgen til at gifte sig på rådhuset? Og hvad med deres børn? Hvilken religion skal de indvies i? Skal de døbes? Omskæres? Konfirmeres? Bar mitzvah? Eller er dette stiftelsen af en ritualfri, sekulær familie?

Slutningen emmer af tro, håb og kærlighed, og Esther og Jørgen er den inkarnerede modernisme, det menneskelige bevis på, at noget nyt er ved at opstå, som Hugo formulerer det. Men hvordan skal det dog gå disse tapre unge mennesker? Håbet er lysegrønt, men det er realiteters verden ikke. Den er grumset og benhård. Og det er denne svarløshed, som den dag i dag gør Indenfor murene interessant, relevant og aktuelt.

Jeg – som har levet udenfor murene, helt og aldeles fri for ritualer som en humanistisk, ateistisk fritænker – forstår udmærket, hvad der er på spil hos de religiøse, for som sagt: det ægte sekulære rummer et fravalg af ritualer, men ikke et tilvalg af andre ritualer. I sin tid aftalte min kone og jeg, at vores børn hverken skulle initieres i den ene eller den anden religion. Ingen omskærelse. Ingen dåb.

Senere i livet mærkede jeg pludselig en slags angst for, at mine sønner skulle finde kærester, som ville insistere på kirkebryllup og barnedåb. »Det kan jeg ikke,« sagde jeg. »Du gør det, hvis det bliver nødvendigt,« sagde min kone.

Jeg var rigid som Adolph, hun var klog som Sara. Men da mine svigerdøtre trådte ind i familien, kunne jeg ånde lettet op. De skænkede ikke kirken en tanke.

I min lettelse forstår jeg udmærket, hvor dybt religiøse ritualer stikker for mennesker, der sværger til dem. Det samme gør ritualers fravær.

Da min moster i sin tid fik en søn med en ikke-jødisk mand, smertede det min mormor, at drengen ikke skulle omskæres. Da mine egne sønner kom til verden og ikke skulle døbes, havde deres mormor det svært.

Religionens, ritualernes og traditionernes magt over følelser og fornuft er betydelig. Men det, der skaber tryghed for den ene, skaber angst for den anden.

Alt dette strømmede gennem mine tanker, da jeg så Henri Nathansens sætte Esther fri.

Fri til hvad?