Dødevals

De græske myter er, med litteraturhistorikeren Hans Hertels metafor, et forrådskammer. Her er ganske enkelt alt, hvad ens digterhjerte kan begære. Problematiske familiedynamikker og komplekser skal man ikke lede længe efter, og alt fra incest til krig, mord, jalousi, utilregnelige guder og gudinder, ustyrlig liderlighed, sjældent for den rigtige, og et overflødighedshorn af andre elementer kan plyndres frit. Der er altid mere, hvor det kommer fra.

Derfor var der næppe mange, der løftede øjenbrynene over forlægget, da Richard Strauss’ opera Elektra blev uropført i Dresden i 1909 med en libretto skrevet af den østrigske altmulig-litterat Hugo von Hoffmannstahl. Det er fortællingen om Agamemnon og Klytaimnestras hævnsyge datter, Elektra, der sammen med sin bror, Orestes, myrder sin mor. Her i foråret er den så blevet sat op på Det Kongelige Teater, dirigeret af Thomas Søndergaard med en gedigen stjernebesætning og ingen ringere end Lise Lindstrøm, der har sunget nogle af operalitteraturens mest krævende partiturer, i hovedrollen.

Opsætningen, som er et samarbejde med Staatsoper Hamborg, stemmer ind i, hvad der lig