Vi har brug for en ny massepsykose
»Der er ikke noget bedre, end når kunsten ødelægger den gode stemning«, sagde Jakob Engel Schmidt for en måneds tid siden i Deadline til Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, hvor kulturministeren forsvarede den efterhånden ret omtalte paragraf i regeringsgrundlaget, hvor der står, at der skal nedsættes et råd til at diskutere, hvordan kunst og kultur kan bidrage til at løse de store samfundskriser.
Hvor den gode stemning er, og hvad i alverden vi så skal foretage os, når vi finder og ødelægger den, er mindre relevant end at italesætte kunsten som disruption og som samfundsmedicin. Men det er umiskendeligt netop denne gode stemning, der er skydeskiven i Teatret Svalegangens forestilling Historien om mig, som er skrevet af Vivian Nielsen og instrueret af Niels Erling.
Præmissen er fiffig: stykket foregår på Teatret Svalegangen, hvor skuespilleren Andrea Øst Birkkjær spiller sig selv og i katatonisk opgivelse over klimakrisen har meldt sig ud af samfundet og er flyttet ud i skoven, det vil sige på en teaterscene på tredje sal midt i Aarhus, med sine yogamåtter, pilatesbolde, et lyserødt joggingsæt og et
