Op i luften, ud på vandet, og så noget at spise

København, sikken by.  

Jeg er født og opvokset i København. Og jeg er fan. Selvom det helt sikkert ikke er alt, hvad der er sket med byen, siden jeg voksede op i midt-halvfjerdserne og firserne, der er skønt, godt eller bare vellykket. Arkitektonisk, planlægningsmæssigt eller økonomisk. 

Jeg har boet flere år i både Aarhus og Odense. Jeg har boet i længere perioder på Fanø og Langeland. Og senest boede jeg lidt over to år i Cagliari på Sardinien i Middelhavet. 

Det er tre år siden, jeg vendte hjem til København. Og det er altid en fornøjelse at vende hjem. For som Frank Sinatra sang… Well, I kender sikkert sangen. 

I dag skal jeg lege turist i København. Jeg gør det faktisk ofte på eget initiativ, leger turist. Jeg slentrer rundt i de københavnske gader og brokker mig over stanken og skraldet og opkastet og den menneskelige afføring og måber over det smukke jeg ser og måber over prisen på en kop kaffe og ignorerer tiggere og hvad rager gentrificeringen og de ublu udgifter til bolig mig, og jeg smider lidt mere skrald, for hvad forskel gør lidt is-papir fra eller til på sådan en losseplads!  

Jeg har leget turist i København, ikke kun, når jeg har haft besøg af venner og familie fra fjerne egne af Danmark eller helt fra udlandet, også bare sådan … fordi. For min egen fornøjelses skyld. Og sammen med mine børn leger jeg den leg hver sommer. Fordi jeg ikke har råd til andet. Og jeg vil virkelig gerne slå et slag for alle de gratis fornøjelser, man kan finde i København. Det vender jeg måske tilbage til. 

Men altså, hvad skal jeg så finde på denne gang? Hvor skal jeg sende min indre turist hen? 

Jeg vil op i luften. Og jeg vil ud på vandet. København er en by med mange tårne og spir. Der er stadig mange, selvom byen for nyligt mistede Børsens dragespir til flammerne. Og der kommer flere til — moderne tårne. Dem vil jeg op i. Op og kigge ud og ned på byen og dens beboere. Og København er en by, der bliver gennemstrømmet, levende vand flyder gennem byen, søer, havne, strande. Jeg vil ud på det vand. Og så skal jeg have noget at spise. 

MÆRSK TÅRNET — 75 m. 
Åbningstider: Man.-fre. 7-17 
Gratis. 

Lige rundt om hjørnet fra hvor jeg bor er der skudt et tårn i vejret i de seneste år. Mærsk Tårnet. Og ligesom de mange andre høje bygninger, der bliver rejst over København, kaster Mærsk Tårnet en skygge, der kan være frustrerende, hvis man står i den og hellere ville stå i solens stråler. Men det her tårn er en del af det sundhedsfaglige fakultet på Københavns Universitet; her uddanner man sundhedsfagligt personale — og det er vel en glimrende ting. Den slags mennesker kan vi allesammen få brug for på et eller andet tidspunkt i livet.

Det var ikke faldet mig ind, at jeg kunne komme op i tårnet. Men så mødte jeg en dag en ven, på pladsen foran hovedindgangen, og han fortalte, at han ofte tog sin lille dreng med derop. For at kigge ud. Der er offentlig adgang til udsigten fra 15. sal. Den måtte jeg da op og se. 

Så en formiddag står jeg på gaden og kigger op og ned og hen på hovedindgangens roterende døre, hvor studerende kommer og går. Solen skinner. Det er blevet sommer allerede midt i maj. Men indenfor er der behageligt, køligt. Og lidt intimiderende. Jeg er meget bevidst om ikke at høre til her. Og da jeg ser en elevator og skynder mig hen til den, opdager jeg straks, at det umuligt kan være den rigtige elevator. Den går kun til anden sal. Jeg må tilbage forbi indgangen og lidt længere til venstre. Her lander og letter de højtflyvende elevatorer — fem eller seks side om side. Men her går knapperne kun til 9. Men måske skal man skifte elevator på niende. Nej, det skal man ikke. På niende træder jeg ud i en låst mellemgang. Ned igen. Jeg har næsten opgivet. Men får så den geniale idé at trykke først på 1 og hurtigt derefter på 5. Voilá! Det var det, der skulle til. Jeg træder ind og bliver løftet op til en virkelig skøn udsigt ind over København K og ud over Amager, Lufthavnen, Ørestad og Øresund + Øresundsbro. Der er frit udsyn ned over Sortedamssøerne til Østerbrogade og ud til Skt. Jørgens Søer og Gl. Kongevej. Byen glimter i solen. Her kunne jeg fint se mig selv sidde og læse og nu og da lade blikket falde ned på byen. 

Men jeg har en aftale 10:30. Jeg skal ud at gå og spise. Jeg har bestilt plads på en Secret Food-tour. Ikke noget jeg nogensinde selv kunne have fundet på. Det var Atlas-redaktionens forslag. Vi skal mødes i Rømersgade foran Bethesda-kirken. Vores guide vil stå under en orange paraply, stod der i mailen. 

Så der står jeg klokken 10:30 sammen med 8 amerikanere og vores meget sympatiske guide. Hun peger vores opmærksomhed over på den anden side ad gaden, hvor Torvehallerne troner. Det eksklusive og prætentiøse indkøbscenter i to længer + gårdsplads. 

Vi bliver bænket og får serveret et lille stykke mini-smørrebrød med æggesalat fra Rørt. Det er glimrende. Og bedst af alt, stemningen bliver sat. Det hele er vidunderligt afslappet. Ingen har travlt. Der bliver sludret, alle bliver præsenteret. En fin forsamling. Alle andre er som sagt amerikanere. Men mange bor i Europa, viser det sig. En i Lissabon. En i Bruxelles. En i London. Og de er virkelig velforberedte på deres besøg i København. 

Vi siger farvel til bilerne. Farvel biler, siger vores guide. Vi bevæger os ind i de københavnske gågader.

Da vi i mageligt tempo har flyttet os forbi de mange specialbutikker og restauranter og over på den anden side af Torvehallerne — der blev tid til et kort stop ved Noorbohandelen, hvor de, der har købt Drink Upgrade (og de af os, der ikke har købt upgrade, men blev fristet) fik en slåengeist Snaps — da vi så er blevet bænket på ny og får serveret både frikadelle og ribbensteg med sprød svær fra Slagter Lund, bliver forskellen mellem Norden og Skandinavien forklaret af tourens yngstemand. Og man undrer sig i fællesskab over, hvordan Finland passer ind — med deres sære sprog. Igen er det yngstemanden, der er klar med oplysningen om at finsk og ungarsk er tættere, end finsk og sprogene i de øvrige nordiske lande. Og Grønland. Det er helt udenfor nummer. Det er jo en del af det amerikanske kontinent!  

Frikadellen er god og ribbenstegen er et hit. Vi rejser os og bevæger os mod Nørreport.  

Vi siger farvel til bilerne. Farvel biler, siger vores guide. Vi bevæger os ind i de københavnske gågader. Og stopper på Kultorvet — vi får lidt historieundervisning og trækker indenfor på Det Hvide Lam, »en af de ældste beværtninger i København.« 

Der er god plads i den lille, hyggelige kælder. Vi er dagens første kunder. Der kommer rød Tuborg på bordet. Og Gammel Dansk til Upgraderne. Uh, den er skarp, kan man forstå. Åh ja, men også sund og god for fordøjelsen. Og måske man kan få brug for lidt hjælp til fordøjelsen, det er en kødfuld menu, vi bliver budt på. Næste stop er Den økologiske pølsemand ved Rundetårn. En hotdog med det hele. Jatak. Og så alligevel, jeg har altid syntes, der er en-eller-anden tandlæge-smag ved de der økologiske hotdogs. Er det pølsen eller garnituren? Det ved jeg ikke. 

Jeg bliver distraheret af en kammerat, der kommer forbi — vi hilser og udveksler hurtigt noget længesiden sidensidst — imens har vores guide åbenbart advaret mod Rundetårn og i stedet anbefalet tårnet på Christiansborg. Gratis og højere.  

Der er nu bare et eller andet charmerende ved Rundetårn. Brostensbelægningen. Det hvælvede loft. De små vinduer i de dybe nicher. Den måde rummet snævrer ind i toppen. Den stejle trappe det sidste stykke. Og så er man ude i det fri. Men det er jo sandt, at det koster penge. Og det er sandt, at der er mange højere tårne i København. Men! Alligevel. 

RUNDETÅRN — 41,55 m. 
Åbningstider: Sommersæson. Alle dage 10-20. 
Voksne 40 kr. Børn (5-15 år) 10 kr. 

Uanset hvad — vi skal videre. Vi er nået til det søde køkken. Vores guide stopper os ved Frellsens slikbutik længere nede ad Købmagergade. Her skal vi smage den danske lakrids. Men i en venlig og mildnet udgave. Vi får granuleret lakrids i chokoladetunger af hvid chokolade. Og det helt store nummer. En af de der opulente flødeboller med marcipanbund og toppings. Det hele er godt. Men puha, sådan en flødebolle 70-100 meter efter en hotdog. Bunden er lagt. Men der er lykkeligvis også kun et enkelt stop tilbage. 

Vi sjosker ned til Amagertorv, hen over Højbro Plads, forbi Absalon uden kommentarer. Vi hilser på Christiansborg og tårnet, vores guide anbefaler, at man besøger. Jeg har aldrig været deroppe. Hvorfor ikke? Det har jeg bare ikke.

Jeg lytter og lader alle sanser diffundere. Og så får jeg øje på CopenHill. Det er også et godt sted at kigge ud over København. Det er også bare en virkelig vanvittig idé.

Men et par dage senere står jeg i kø i Kongens Port på Christiansborg sammen med 10-12 sydeuropæiske turister og venter på at bliver sluset gennem security-check og videre op via to elevatorer og en topmoderne vindeltrappe indkapslet i glas til toppen af tårnet. Og udsigten er uovertruffen. Nord, syd, øst, vest — alle 360 grader rundt. Himlen er blå. Sigtbarheden 100%. Det blæser en smule. Det er vist derfor, man pludselig hører en italiensk mandsrøst bryde ud i en arie fra Verdis Rigoletto — La donna è mobile med verselinjen »Qual piuma al vento« — som en fjer i vinden. Selv heroppe kan de toner — om man vil det eller ej, helt uden at man har givet sit samtykke — kaste en ned i en gondol på en af de mindste kanaler i Venedig. 

Jeg lytter og lader alle sanser diffundere. Og så får jeg øje på CopenHill. Det er også et godt sted at kigge ud over København. Det er også bare en virkelig vanvittig idé. Hiking og skibakke udenpå det gamle forbrændingsanlæg. Vanvittigt. Men jeg var deroppe sidste sommer; vi tog turen op til fods min søn og jeg. Op til caféen for at få en forfriskning og kigge ud. Glimrende. Bizart. Gratis. 

COPENHILL — 85 m. 
Åbningstider (for gående): Man. 12-17 Tirs.-tors. 12-18 Fre.-lør. 12-19 Søn. 10-17 
Gratis. 

På vejen ned fra tårnet på Christiansborg kigger jeg ind hos Meyers — også hér, halvvejs oppe i tårnet på Christiansborg har Meyers fået møvet en restaurant ind! Sgu. Det må blive en anden gang. Jeg tager trappen ned det sidste stykke. De er meget små og en smule klaustrofobiske, elevatorerne, der fragter folk op og ned igen fra tårnet. På trappen møder jeg ikke et eneste menneske. 

TÅRNET, CHRISTIANSBORG — 106 m. 
Åbningstider: Tirsdag-lørdag 11-21 Søndag 11-17.30 
Gratis. 

Sidste stop på Secret Food-tour. Wienerbrød. Eller noget der ligner. Vi har forladt Højbro Plads. Og vi undgår omhyggeligt Strøget, Læder- og Kompagnistrædet, som vores guide både anbefaler og advarer imod. »Det er helt sikkert noget I kan gøre nårsomhelst,« tror jeg hun cirka siger. 

Vi går i stedet ad Gammel Strand og ind i de mindste gyder — Snaregade, hvor vi stopper og beundrer et bindingsværkshus, videre ad Magstræde, over Vandkunsten til Gåsegade, Hestemøllestræde, Lavendelstræde til Mikkel Bryggers Gade og BUKA Bakery. Her slutter de fleste af os af med et stykke kardemomme-bagværk. Sødt og krydret. Pænt farvel og alt det bedste på den videre rejse.  

Jeg går hjem over Rådhuspladsen og ud ad Vesterbrogade mod søerne. Og der ligger Tivoli og frister. Men dér var jeg allerede i går. Mest bare for at gå en tur og spise frokost. 

Klokken er 11, da jeg stiller mig i kø. Jeg har forudbestilt min billet, og det kan anbefales at forudbestille. Køen for os med forudbestilte billetter er meget kort. Der er en enkelt familie med en klapvogn foran mig. 

Da jeg var barn, kom jeg alt for meget i Tivoli. Jeg fik for meget. Og jeg var aldrig særlig vild med Tivoli. Men et eller andet skulle min far finde på, når vi havde en dag sammen. Så jeg kørte et par ture i radiobilerne. Skød til måls efter bjørnene, der løb og bjørnene, der klatrede i træerne. Smadrede nogle tallerkener i Det skøre Køkken. Og så kan jeg huske, vi et par gange eller måske var det bare en enkelt gang, var nede i den enorme spillehal under koncerthuset. Her hilste min far på en ældre kvinde, og vi gik på konditoriet, og jeg fik en appelsinvand og en kage. De voksne fik kaffe of kage. Og langt senere forstod jeg, at det vist var min farmor, der sad dernede og spillede på de enarmede tyveknægte. 

Uanset hvad, jeg har aldrig kunnet tåle de vilde forlystelser — jeg besvimer bare jeg prøver at slå en kolbøtte. Hos tandlægen er jeg nødt til at bede om at stolen ikke bliver lænet for langt tilbage. Jeg bliver svimmel, når mit hoved vender nedad. 

Det er en glædelig overraske at blive husket på, hvor meget plads, der er i Tivoli til hyggelige, stilfærdige små haver med bænke og elefantprutter, lysende guldsmede og tulipaner i fuldt flor.

Men Tivoli er også et skønt sted at gå en tur. Faktisk. Det er længe siden jeg har været her uden at skulle holde styr på børn og tur-pas, is og pletter på tøjet og hvor-er-det-nærmeste-toilet. Det er faktisk en fornøjelse at slentre omkring gennem de mange små arkitektoniske tableauer med fuldstændig ublufærdig og tids- og tonedøv kulturel appropriation. Vest møder øst og syd og nordvest og sydøst møder vest fuldstændigt ureflekteret som i de der gamle dage, før man behøvede at bekymre sig om andres følelser og begreber som kulturelt tyveri. Det er en glædelig overraskelse at blive husket på, hvor meget plads, der er i Tivoli til hyggelige, stilfærdige små haver med bænke og elefantprutter, lysende guldsmede og tulipaner i fuldt flor. Og jeg bliver genbegejstret over de små gyder og det gennemgående labyrintiske ved havens kaotiske layout. Det er vel faktisk kun cirka lidt over halvdelen af haven, der er fyldt med elektriske forlystelser fyldt med hvinende teenagere fyldt med lige dele livsmod og angest. 

Og der er virkelig sket noget med udvalget af mad, siden jeg sidst var opmærksom på maden og udvalget af restauranter. Alligevel endte jeg med at bestille bord i Grøften. Nostalgien vandt over Det japanske Tårn, hvor »en skiftende stjernerække af topkokke fra hele verden rykker ind med deres gastronomiske særpræg, avancerede og legesyge teknikker og raffinerede råvarer«. Jeg fravalgte også Brd. Prices meget fristende tilbud på pil-selv rejer med aioli og Adams surbrød til 165,- (inkl. rosé ad libitum 295,-). Fravalgte også Gasoline Grill, Gorm’s og Anarkist Bar, som jeg opdager har skubbet Vise Vers Huset ud i glemslen! (På nettet kan jeg se, at det var allerede i 2010, Vise Vers Huset lukkede. Tiden flyver. Og jeg nåede aldrig derind.) 

I Grøften er alt vist ved det gamle. Det er et stort sted med en lang række forskelligartede nærmiljøer (Forhaven, Mellemhaven, Baghaven, Pergolaen, Teatercafeen.) Jeg har bestilt bord i Teatercafeen, men bliver placeret i Mellemhaven, det største og mest larmende nærmiljø. Hjemmesiden advarer om, at man ikke altid kan være sikker på at få plads, der hvor man har bestilt. Så det er vel OK. Men da jeg forlader restauranten, kigger jeg ind i Teatercafeens mere lavloftede, mere afdæmpede lokaler, og der er stort set tomt, der er masser af ledige borde. Måske jeg bare skulle have råbt op og bedt om et bord i Teatercafeen, da jeg ankom. Men det gjorde jeg ikke. Og så var jeg også gået glip af den folkelige stemning under glastaget i Mellemhaven, hvor alle mulige familiebegivenheder og arbejdspladsrelaterede succeser fejres ved langbordene på dansk, svensk og tysk og noget jeg ikke genkender. 

Og hvad skal man spise? Teaterplatten, det er da det, jeg skal have (249 kr.). Og en stor… Nej ikke en stor! For guds skyld… Jeg nåede at opdage, at her kører man med 3 størrelser. En mellemstor Classic, tak. En ‘fornuftig’? Jatak. (77 kr). Og her går det tjept. Det er lige før man må have dem mistænkt for at have platterne stående klar ude i baglokalet et sted. Og det hele er so-so. Ikke prangende på nogen måde. 

Grøften’s herring with curry salad (og et halvt smilende æg) 
Fried fillet of plaice with remoulade 
Danish roast pork with pickled red cabbage
Danish meatball with pickled cucumber salad
Grøften's homemade chicken salad with bacon 

Silden og fiskefileten er vinderne. Med kyllingesalaten på en lidt fad, cremet 3. plads. Og så kan man da heller ikke magte mere. Nu trænger jeg til en lur. Men hvad med det der sejlen på vand, jeg truede med? OK så, men så skal det også være nu. 

TIVOLI
Åbningstider: Søn.-tors. 11-22. Fre.-lør. 11-24
Entré: Voksen 140 kr. Barn (3-7 år) 70 kr. 

Måske der er kræfter til en lille tur i vandcyklerne på Peblinge Sø — det kan faktisk være meget skønt. Hvis man husker solcreme og en lille hat på solskinsdage. Og så skal det være i en af de hvide svane-både. 

Eller man kunne tage den gule havnebus hjem. Det er slet ikke så dumt at stige på sådan en vandbus og sikre sig en god plads udendørs og så bare blive stående så længe man orker. Det er en fin måde at få set havnen. Hvis nu man (som jeg) godt kan blive lidt træt at de mere autoriserede kanalrundfarter med guide med lidt for høj forstærkning og en lidt for lang rute — til lidt utålmodige børn, der hellere vil have en is og ikke er interesseret i hvornår noget brændte eller blev bygget. 

Eller man kan vælge den ultimative frihed i en GoBoat. Sådan en var jeg ude i for nyligt med børn og forældre og madpakke og det hele. Men sikken kamp, det var at styre — Yo no soy marinero. Soy capitan — jeg kæmpede virkelig med at komme frem og på tværs af havneløbet. Og det var heller ikke let at holde kursen i de små kanaler. Det blæste en del den dag. Og strømmen hev og sled i båden. Og jeg er ikke helt sikker på, at vores motor virkede optimalt. Men vi var frie! 

Og det der med de gratis glæder? Det mener jeg virkelig. København er en by, der har den helt rigtige størrelse til, at man kan spadsere til det meste og videre til det næste. 

En spadseretur på voldene på Kastellet, det bør man unde sig. Så kan man gå der, ligesom de indfødte, og tænke lidt dybere over sin eksistentielle angst, der ikke gav slip, da man rundede de 30… eller 40, den blev ikke blæst bort i Tivoli i hverken i gyngerne eller på karussellen.

En gåtur rundt om Søerne, det skal man, hvis man er på besøg. En spadseretur på voldene på Kastellet, det bør man unde sig. Så kan man gå der, ligesom de indfødte, og tænke lidt dybere over sin eksistentielle angest, der ikke gav slip, da man rundede de 30… eller 40, den blev ikke blæst bort i Tivoli i hverken i gyngerne eller på karussellen. Eller man kan bare vinke til Den lille Havfrue, dér, nede på stenen i havnen. Eller man kan harmes over gentrificeringen af havnekvarterne, og hvad blev der af hyggen og det folkelige? B&W lukkede. Arbejdspladser flytter udenlands. Operaen står og brøler skingert… om rettidig omhu. 

Og ellers kunne man leje en cykel. Det er skønt at cykle i København… Bortset fra om sommeren forresten. Når cykelstierne bliver gjort endnu farligere end ellers af turister, der ikke helt kender spillereglerne. Men det er der alligevel også flere og flere lokale, der heller ikke gør. Det er sgu ubehageligt og utrygt, ofte, at cykle i København. Og så gør de det heller ikke lettere eller tryggere med den tåbelige måde, de anlægger nye cykelstier. Alene stiernes proportioner giver mig grund til at mistænke, at de mennesker, der er ansat til at udarbejde planerne for nye cykelstier, aldrig har kørt på cykel i København. En cykel har en længde og en svingradius, som gør det umanerligt svært at koordinere, flette og i det hele taget være til stede sammen med andre cyklister på for eksempel cykelstierne i begge ender af Dronning Louises Bro. Og mange andre steder i byen. Og hvad er det lige, der sker på cykelstierne på Dybbølsbro? Der er de gået i modsat retning. Her har cykelstierne fået lov at brede sig umådeholdende — er de 6-8 meter brede på det bredeste? For så pludseligt at snævre ind eller dele sig op i 3 svingbaner og hvad har man. Her kan man nærstudere menneskets allermest grundlæggende natur. Se det forvirrede menneske, der prøver at finde sin plads på den brede cykelsti. Cyklisterne flagrer ind og ud mellem hinanden. Ingen holder til højre. Ingen bliver ved rabatten. Kaos på det alt for store dansegulv.  

Mennesket har brug for noget eller nogen at følge? En uhyggelig tanke. Men hvad er det også lige, der sker omkring Rådhuspladsen og på Nørreport? Hvad blev der af det glimrende princip om tydelig adskillelse mellem de forskellige trafiktyper? Det er da ikke underligt, at det kan være svært for turister at forstå, hvor de må gå, og hvor de skal cykle, når alle belægninger flyder ud i et stort dekorativt smask! Det er svært for os, der bor her til hverdag! Men så er der heldigvis Metroen. Førerløse tog. Lange linjer i jorden lagt.  

God sommer. Næste gang tager vi på museum. Nu vil jeg hjem.