Skånske spillemænd og skralde-stomp fra Congo
Lyset er gået på Odense Studenterhus' herretoilet, et sted i mørket nynner én en congolesisk folkesang. Tredje udgave af Resonator Festival med undertitlen 'Gør din verden større' er skudt i gang i Odense, arrangeret af en sammenslutning af lokale kulturinstitutioner samt genreorganisationen Tempi. Profilen er, hvad der nu om dage kaldes roots, hybrid eller global musik, og nynneriet på herretoilettet er en forlængelse af ekstranummeret fra det lokale kor med det i denne forbindelse meget ”ja, hvorfor ikke?”-agtige navn, Roots. Deres koncert var som sådan en fin opvarmning, Koret kom godt rundt i verdenshjørner, harmonerede flerstemmigt med udgangspunkt i f.eks. Ukraine, Brasilien og altså Congo. Det var på papiret oplagt og hyggeligt, sådan at få horisonterne sunget op, men også, kommer vi ikke udenom, temmelig blegt og lidt retningsløst. Hvorfor plukke fra dette fad med alverdens frugter ala Foreningsdanmark i stedet for at gå direkte til, ja, rødderne?
De serveres så umiddelbart efter, på samme intime caféscene, i form af den svenske trio Hialøsa; to violiner og en kontrabas. Skånske folkeviser vitalt velspillet plus lidt blid nabostrid fra scenekanten: »Var Skåne dansk, eller var Danmark skånsk?« , »forstår I noget, eller skal vi bare sige hej igen?« - den slags. Violinspillet runder både skrapt dissonant pargallop og lettere tråd mod det melankolsk atmosfæriske, men fælles er de umiskendeligt skandinaviske klange, der måske reducerende, men også tankevækkende giver ret direkte associationer til mørket i Nordens omgivelser og tilværelse.
Odense er sært mennesketom denne torsdag aften. Spøgelsesby ville ikke være helt ved siden af, var det ikke for lommerne af verdensvendt puls, der findes på Resonators seks spillesteder, der ligger som perler på en snor i- og omkring byens kulturelle centrum ved Farvegården og Amfipladsen. Programmet er overskueligt, stramt kurateret, få overlap, med en blanding af markante upcoming danske roots-navne, en håndfuld velvalgte internationale headliners, DJ's til weekendens små timer, og så det mere (hvilket ikke er dårligt i sig selv) amatøristiske lag, der f.eks. spiller op til danseundervisning og fællesmiddag. Tilpas ambitiøst, men samtidig noget, der klart cater til en afgrænset lokal scene.
Og scenen følger med hele aftenen: Der er, selvfølgelig, en ældre herre, etnisk dansk, iført nationaldragt af afrikansk oprindelse, en yngre herre, etnisk dansk, med lange dreadlocks, grupper af kvinder med pandehår og ringe i næsen, musikere fra de andre optrædende bands, og så er der dagens obligatoriske dansedæmon, der står helt fremme og spjætter asynkront som en besat til alle koncerter.
De træder ind, beder os slutte cirkel om dem, og så går det ellers løs i en støjende, men uimodståeligt dansevenlig polyrytmik, en slags stomp for viderekomne
I festivalens omkrans på spillestedet Dexter er der nu opvisning i traditionel koreansk percussion fra de tre kvinder i Groove&. De introducerer instrumenterne før dem selv – variationer af xylofon, gong, klokke, skindtromme og håndholdte bækkener, der ret præcist lyder som grydelåg, der smaskes sammen. At de finder takten i disse skrumlende vibrationer, kan man kun tage hatten af for, det er dog tvivlsomt, hvor meget en kvinde ved et nabobord får ud af sin iPhone-optagelse af rabalderet. Groove&'s sammenspil er intenst eskalerende, næsten akrobatisk præcist – tænk Safri Duo, bare uden strithår og House-synth. Ved sidste taktslag må vi op ad sæderne.
Senere spiller danske AySay i Frølageret, Luna Ersahin med tyrkisk/kurdiske rødder i front, der - på baggrund af at have set nu tre koncerter - rammer rent hver gang. Vi taler syng med-instruktioner, fællesdans, sangenes skabelsesberetninger osv. Scenetække som en velsmurt popmaskine, men et lydtapet der fornyer og sammenvæver sprog og traditioner uden berøringsangst for klubbeats og slick R&B-produktion, som den lyder i dagens Danmark.
Aftenens sidste optræden er så til gengæld en opløsning af alle traditioner. Midt på gulvet i salen på Magasinet står de hjemmegjorte instrumenter, som det congolesiske ”økovenlige afrofuturistiske punk-kollektiv”, Fulu Miziki, har bygget, ligesom deres masker og dragter, af skrald. De træder ind, beder os slutte cirkel om dem, og så går det ellers løs i en støjende, men uimodståeligt dansevenlig polyrytmik, en slags stomp for viderekomne, der som den koreanske percussion gemmer på en stram, virtuos nøjagtighed i sine forløb. Ingen og alle er bandleder, alle kan spille på alt, kollektivet roterer og omgrupperer i instrumentcirklen.
Er der et punket statement? Oprøret er i så fald i samme retning: mod konformiteten, traditionerne og de overforbrugende, klimabelastende normer, men væk er den performative vrede: »Enjoy your body, enjoy your life«, lyder det fra musikerne, og efter koncerten mellem to venner: »det er den sjoveste koncert, jeg nogensinde har været til.«
De tre kvinder fra Groove& står lige foran Fulu Miziki og har også en fest. Ved siden af dem skøjter dansedæmonen først nærmest ind i kollektivet i sine krampetrækninger, senere sandwiches vedkommende af to musikere, der bevæger sig ud blandt publikum for at fremvise en koreografi. Det er enormt akavet, men også næsten poetisk totalteatralsk, denne stædige spjætten midt i det sømløst indstuderede - trancens frisathed, der støder sammen med den disciplin, der er det frisattes forudsætning. Det tages med et smil. Fulu Miziki regenerer, der rykkes en omgang, instrumenterne får nye hænder, skraldesynkoperingerne muterer og skaber nye fornemmelser af fællesorganisme. Efter koncerten går jeg alene gennem tomme Odense med rungen for ørerne.
