De levende billeders klub
Der er udsolgt i festivalens eneste madbod. Afsted til Netto, sluger en pastasalat og en lille, klæg wrap med kylling. I bake-off er kun krummer tilbage – jeg er tydeligvis ikke den første. Tilbage, men så skal fustagen i ølboden skiftes. Jeg finder billetterne frem imens. Mæt, lettere stresset og med en velskænket IPA i hånden, lister jeg ind i mørket og misser kun det første minut.
Har man før været på filmfestival, vil man vide, at dette scenarie både er velkendt og en del af charmen. Det handler om at få programpuslespillet til at gå op, så skærmtiden maksimeres, mens kroppens basale behov plejes tilpas, så koncentrationsevnen opretholdes. Selvom Filmskolens nye festival, Generation, der skal præsentere den nyskabende filmkunsts mest interessante stemmer, er markant mindre end CPH:DOX og hedengangne PIX, som den på mange måder er afløser for, er programmet både tætpakket og ambitiøst nok til, at overlap er uundgåelige, hvis man vil have lidt af det hele med. Og det vil man.
Dels er festivalen et udstillingsvindue for den dimitterende årgangs afgangsprojekter. Et vindue, der førhen særligt har været åbnet mod branchen, hvilket selvfølgelig stad
