En ny verdens musik

Når man kigger udover det nuværende, globale popmusikalske landskab, virker horisonterne mere grænseløse end nogensinde. Når man browser rundt i sit Spotify-feed, er der lige så stor sandsynlighed for, at man får anbefalet den sidste nye K-pop-basker fra BTS, som enhver lignende hitliste-toppende skæring fra amerikanske eller britiske artister. For tre år siden startede megahittet Despacito en verdensomspænde reggaeton-steppebrænd, der ikke umiddelbart er til at slukke.

For to år siden bortførte Rosalía den moderne amerikanske RnB til Spanien og sit hypersensuelle flamenco-univers på albummet El Mal Querer, og i år har vi, med et par ugers mellemrum, fået to nye plader fra en ny generation af nigerianske popstjerner: Burna Boys Twice As Tall og Fireboy DMLs Apollo: Der bliver sunget og rappet på både engelsk og forskellige lokale sprog, og melodikken og rytmikken tager glædeligt de afrikanske særpræg tilbage fra den moderne vestlige popsfære, genplanter dem i moderlandets muld, og indtager den globale mainstream fra et nyt ståsted, men med en lige så stor selvfølgelighed, som hvis det hele var produceret i Los Angeles.

Disse nye bø