Psykedeliske lydbølger i et badekar i Høje Gladsaxe
»Lad mig sige det sådan her: vi var nogle glade drenge, og vi havde det sjovt. Flere af os var jo også gode venner i forvejen, så jeg husker det som en proces, der var fyldt med frihed og legesyge.«
Da jeg snakker med Peter Belli, der lagde stemme til Blæksprutten og lagde vokalen på den funkede Blækspruttesangen i Flemming Quist Møllers tegnefilmsklassiker Bennys Badekar fra 1971, tager han mig med tilbage til et mørkt kælderlokale, hvor cremen af datidens danske musikere samledes for at jamme soundtrackets farverige toner frem: Niels-Henning Ørsted Pedersen, Kenny Drew, Povl Dissing, Stig Møller, Otto Brandenburg og Belli selv. Bare for at nævne nogle stykker.
Den frisindede holdning til indspilningsprocessen afspejler filmens frie, associative form: Den unge dreng Benny (Bo Jakobsen) keder sig i et gråt boligbyggeri i Høje Gladsaxe, men tager en dag en magisk haletudse (Jesper Klein) med hjem i sit badekar.
Badekarret viser sig at være porten til en eventyrlig undervandsverden, hvor Benny møder en række havvæsener, der optræder med musicalnumre, akkompagneret af barbrystede havfruer og psykedeliske farveeksplosioner, der har mere at gøre me