Et studie i optræden
Vi starter med en tur til Nashville. Eller egentlig er det en tur til Gothersgade 55, København, hvor Cinemateket ligger, og hvor den 8. udgave af Musikfilm Festivalen skydes i gang med en visning af koncertfilmen Neil Young – Heart of Gold (2006). Den film udspiller sig udelukkende i Nashville. Ved første øjekast er der sådan set ikke ret meget sydstatsstemning at komme efter den fredag i Cinemateket. Det tætteste jeg kommer, er en ældre kvinde, der kort efter at have sat sig til rette i bio Carl, biografsalen i Cinematekets stueetage, taler med en tyk amerikansk accent i telefon med sin veninde, der er faret i vild: »Nej, du skal ikke gå ned ad trappen! Det er oppe ad trappen!«.
Da alle har fundet sig til rette og lyset går ned, spreder amerikaniseringen sig dog hurtigt i salen. Før filmen går i gang, er det danske countryband The Land Band nemlig hyret ind til at slå tonen an. Forsangeren bærer cowboyhat, korsangeren bærer en lang, hvid kjole og trommeslageren bærer musikken fremad i et støt, velspillet tempo. Der synges om landeveje og åbne vidder og om kærligheden, og Neil Young fortolkes naturligvis et par gange undervejs