Kommer madkulturen nedefra eller chop down?

En spadseretur gennem København afslører hurtigt, at rygtet taler sandt: Danmark er et slaraffenland for foodies. Gourmetbagværk, der hitter på sociale medier (hvor findes den bedste BMO? Croissant? Yuzu-miso-bergamotte-pistaciecookie med brunet smør og sort sesam?).

Toptoptopgourmetrestauranter, der forsøger at løfte gastronomien til et grænseoverskridende rum, som skal ændre gæstens opfattelse af både fødekæden og måltidet som ritual. Værsågod, spis en myre. Og slik så den næste ret fra en menneskelignende silikonetunge. Vi har luksustakeaway blåstemplet af Dua Lipa og The Bear, der tiltrækker turister i hobetal. En af vores historisk mest folkelige retter, der i dag stadig udgør danskernes foretrukne aftensmad, smørrebrødet, er for længst blevet fortolket, raffineret og foodiecertificeret af kokke som Adam Aamann. En pølsevogn i indre by er gået viralt og må bede turister om at lade være med at fotografere de ansatte. Skibet er tilsyneladende ladet med innovation, kvalitet og futuristiske fermenteringsteknikker med svampesporer.

Det er i hvert fald den halve sandhed om tidens danske madkultur. Det er den fortælling, vi sælger på sociale medier, den vi møder på Vesterbros pastabælte. 

Men vi har vel alle vores egen madeleinekage, og min er i hvert fald ikke en yuzu-miso-bergamotte-pistaciecookie med brunet smør og sort sesam. Uanset hvor mange penge jeg smider i Københavns bagerier, så er det jo ikke den slags påfund, som mit eller de fleste andre danskeres madliv i virkeligheden er gjort af. På danskernes top 10-liste over foretrukne aftensmadsmåltider står rugbrødsmadden øverst, efterfulgt af retter som pizza, sandwich, frikadeller, kylling med kartofler og pasta med kødsovs. Det viser årets omfattende undersøgelser af danskernes madkultur, Madkultur24, udarbejder af videns- og forandringsinstitutionen Madkulturen. Det kan næppe kaldes højtragende madpræferencer.

Vi har altid skrevet vores madvaner ned som fortælling.

Dertil kommer, at danskerne heller ikke er kendte for at vægte råvarer af høj kvalitet. Da Dan Jørgensen var fødevareminister, var det på hans dagsorden, at danskerne skulle bruge flere penge på mad, da vi er blandt de mest nærige i Vesteuropa. Dertil kommer også, at danskerne bruger forsvindende lidt tid i køkkenet, viser Madkulturen24. Et gennemsnitligt aftensmåltid tager ca 15. minutter. Hvor efterlader det fortællingen om den danske madkultur - hvad er din og min madeleinekage – en turbokylling, mors frikadeller, en burgermenu? Hvilken mad bærer vi med os?

*

Frøken Jensens Kogebog. Alle danske husmødres køkkenbibel, opfundet af margarineindustrien. Kvinden bag bestselleren, Kristine Marie Jensen, kunne have været en hvilken som helst dansk kvinde. Husmoderen next door. Kogebogen fra 1901 er den måske mest ikoniske i Danmarkshistorien, og i år er den blevet genudgivet hos Gyldendal. Ikke som samlet værk, men som en række værker. En af bøgerne er blå og præsenterer opskrifterne efter sæson. Det synes på mange måder at være en idé til tiden – løfterne om grøn mindfulness, som årstidstænkningen rummer, reaktualiserer de gamle opskrifter. I hvert fald på papiret. Men jeg skal være ærlig at sige, at inspirationen udebliver for mig. Forordet er yderst beskedent og uden afsender, og røber desuden, at kogebogens opskrifter er blevet »tilpasset det moderne familieliv«, hvilket blot efterlader mig med en lyst til at gå på detektivarbejde. Var det Frøken Jensens eget påfund at hælde fløde i en carbonara? Eller er det en ”moderne dansk fortolkning”? Der skal lidt mere, eller rettere noget andet, end en ”moderne fortolkning” af opskrifterne til, hvis en ny generation af hjemmekokke skal tage Frøken Jensen til sig. Frøken Jensen har været mangt en husmors bedste ven i køkkenet, men den nye udgave af Frøken Jensens Kogebog lugter mest af pligtskyldigt vedligeholdelsesarbejde og bliver næppe en nyklassiker.

*

Kogebogen har eksisteret siden det gamle Mesopotamien. Den første kogebog er over 4000 år gammel, lige så gammel som verdens ældste litteratur, nedskrevet i perioden mellem Enheduana og Gilgamesh. Et værk bestående af tre lertavler, som både røber, at man spiste tærte, suppe og kage, og som endda indeholder forskrifter på, hvordan maden bør anrettes. I de oversættelser, jeg kan finde, er stilen egentlig ikke langt fra den, jeg sidder med i hånden i form af den nyudgivne Frøken Jensen. Vi har altid skrevet vores madvaner ned som fortælling. Det er det stof, kulturer er gjort af. Det forestiller jeg mig i hvert fald, for hvad er smukkere end at dele et måltid og give det videre til næste generation?

Men virkeligheden er ikke så romantisk. Det fortæller Caroline Nyvang, der forsker i kogebøger ved Det Kongelige Bibliotek.

»I min branche bruger mange det billede, at dansk madkultur er bygget på affald,« fortæller hun. Selvom kogebogen altid har eksisteret, skyldtes dens reelle udbredelse fra slut 1800-tallet og frem ikke en rendyrket lyst til at give opskrifter videre og nedfælde historie, og ej heller spillede nationalromantikkens ønske om at binde landet sammen en særlig vigtig rolle.

Det er måske nok kogebogens skyld, at der blev etableret en samlet fortælling om den danske madkultur, men det skyldtes altså ikke, at der var et brændende ønske om det i de danske husstande. Det var langt mere lavpraktisk: kogebøgerne kom, fordi markedet ændrede sig. Man gik fra forrådsøkonomi til pengeøkonomi, fortæller Caroline Nyvang, og dermed opstod der en ny måde at gå i køkkenet på, fordi man kunne bruge sine penge, som man ville. I stedet for at leve af det, man selv kunne dyrke, opdrætte eller bytte sig til, kunne man tage sine penge med sig på markedet og vælge mellem gås eller gris.

Lige siden har spørgsmålet om, hvad ægte dansk mad er, været en kampzone i kogebøgerne. De var vores første store madmedie, og det var dem, der konsoliderede, at der fandtes en fælles dansk madkultur på tværs af landet, den første kogebog med national dansk mad kom i 1888. Og der var brug for kogebøgerne. Med urbaniseringen ændrede familieforholdene sig på den måde, at man ikke længere kunne stå på skuldrene af ældre generationer i samme husstand. Ekspertisen forsvandt. Derfor var der brug for det, Caroline Nyvang kalder »køkkenbibler«, som for eksempel den føromtalte Frøken Jensen.

Selvom kogebogens oprindelseshistorie kan læses som et symbol på det frie valg, er den historisk blevet brugt ganske anderledes. Kogebogen har nemlig haft de bedste kår i krisetider, hvor radikale forandringer påvirker hverdagen, fortæller Caroline Nyvang. Netop når mulighederne har været færrest og pengene små, har man kigget i kogebøgerne for at finde inspiration til at komme gennem dagen. Under 2. Verdenskrig var der for eksempel et markant boom i kogebogsudgivelserne.

Det interessante er, at kogebøgerne historisk har stået i modsætning til det, der faktisk foregik i samfundet. I perioder, hvor befolkningen har lavet mindre mad fra bunden, har kogebøgerne for eksempel altid forsøgt at trække i den anden retning. I 1920 havde vi på grund af en stigende baconproduktion mere kød end nogensinde før. I den periode så man et stort boom i vegetariske kogebøger.

De fungerer dermed ikke som et billede på samfundet, men et modbillede. De sælger os de tendenser, vi ikke dyrker endnu. »Kogebogsforfattere er idealister og opportunister,« lyder det fra Caroline Nyvang.

Derudover karakteriserer det genren, at der ofte er en særlig agenda bag en udgivelse. Det handler sjældent bare om ren madglæde. Nogle af de største danske kogebogsprojekter er opstået som løsninger på fødevareindustriens problemer, særligt i forhold til afsætningen af de restprodukter, der er opstået i forbindelse med produktionen af de fødevarer, vi har eksporteret til udlandet. Hvad med alle de svinekødsrester, der opstår under baconproduktion, som vi ikke kan eksportere til udlandet? Dem laver vi til leverpostej og pølser og håber på, at danskerne vil tage godt imod det, det udenlandske marked ikke kan bruge. En overproduktion af mælkeprodukter? Jo, lad Arla under dæknavnet Karoline lære danskerne, at der skal smør i tunmousse og creme fraiche i det meste. Det nu hedengangne Irma, der står som en martyr for al den livskvalitet, der bliver revet fra os, opstod i samarbejde med margarineindustrien.

»Når Karolines Køkken udgav en kogebog, blev cremefraichen altid udsolgt,« fortæller Caroline Nyvang. Den snak om smørbjerge, der gav politikerne bekymrede rynker i panden i 70’erne og 80’erne, endte med at ændre danskernes madkultur. I dag er vi kendt for at være et animalsk produktionsland, og det er det, vores egen madkultur er bygget på langt hen ad vejen. Men det billede opstod jo først, da vi begyndte at eksportere mælk og kød. Det er lykkedes gang på gang at få danskerne til at tage resterne til sig, at få dem til at fylde skabene med, ja, affald.

*

Chopskrifter. »Lad os choppe amok!« Det er sådan cirka budskabet i den tidligere bagedystdeltager, nu influencer, Tobias Hamanns nyeste kogebog. Med et næsten manisk smil på læben og en dyr kniv i hånden er han klar med en kogebog, der sådan set nærmere er en indkøbsliste end en bog. Den er baseret på et af årets store madtendenser på TikTok og Instagram, nemlig chopping. Det siger sig selv, at diller, der går viralt på sociale medier, hvor formatet er ultrakorte, hurtigt sammenklippede videoer, ikke lægger op til vanskelige teknikker og smage, der lader vente på sig. Det handler om at få brugerne til at tro, at man kan opnå lige så stor smag og nydelse med en minimal indsats.

Chopping går ud på at tage en masse ingredienser, lægge dem i en bunke på et skærebræt og hakke hele svineriet til én masse. Kød, dressing, ost, tomat. Resultatet ligner ofte noget fra k-salat, og det kan man så smøre på en bagel efterfølgende. Hver ”opskrift” lister en række ingredienser og rummer et ”chop-o-meter”, en skala der viser, hvor groft du skal hakke. Men når der skal bruges ingredienser, der kræver en opskrift, viger bogen udenom. Den er her ikke for at lære folk at lave mad. I en opskrift med navnet ”Sølvkikkert uden sølv” lyder det: »200 g kebabkød (spørg Umut Sakarya, hvordan man laver det – jeg har bare købt det)«. Inspirerende? Opskrifterne har titler som ”makrelværk” og ”ægge til at stå for”, som for at maskere indholdsløsheden. Bagerst i bogen kan man faktisk finde en opskrift på surdejsboller, der simpelthen bare hedder surdejsboller. Der er jo så også tale om en reel opskrift. Men altså, ”opskrifterne” har faktisk også brug råberiet, fyrværkeriet, selvhyperiet, for bag det er der ikke rigtigt noget tilbage. Ikke desto mindre er chopskrifterne er blevet Tobias Hamanns absolutte bestseller og er nu ude i 3. oplag.

*

I 1991 dukker en høj mand ved navn Claus Meyer frem i danskernes TV, klar til at redde det danske køkken fra sig selv. Han er en mand med en plan. Han har som så mange af os haft en brun barndom, og da han som ung mand rejste til Frankrig, opdagede han alt det, han som dansker var blevet snydt for. Godt brød. Nærende, langtidssimrede, hjemmelavede måltider. Sæsonbaseret mad med lokale ingredienser. Nu kunne det være nok, danskerne skulle ikke snydes længere. Der var brug for en autoritær madforkynder, der kunne hjælpe danskerne på vej. Og Claus Meyer var klar til at tage rollen på sig.

»Så brugte jeg 17 år på at lave fransk mad,« siger han og griner.

»Jeg havde misforstået noget. Jeg var så rasende, jeg kom hjem og harcelerede mod elendigheder i den danske fødevareproduktion og i det danske køkken. Men i længden var det jo ikke måden at redde dansk madkultur.«

Jeg mødes med ham på hans eget bageri på Gammel Kongevej. Et af mange. Claus Meyer er ikke den første, der er lykkedes med at introducere en mere sanselig madkultur til danskerne, men han er måske den, der på flest forskellige måder og i længst tid har været frontfigur for en anden madbevægelse. Han har lært danskerne at elske og iscenesætte simple grøntsager, han har igangsat hele surdejsbølgen, og vigtigst af alt var han i 2004 initiativtager til og medafsender på manifestet om Nyt Nordisk Køkken, en bevægelse, der satte nordiske råvarer i fokus, arbejdede ud fra sæsonerne og ønskede at genopfinde de traditionelle nordiske opskrifter i en ny tid, med plads til inspiration fra andre køkkener. Manifestet endte med ikke blot at sætte sit præg på den danske madscene og gøre os til den madnation, vi er i dag, den gjorde også danskernes madvaner til et politisk anliggende. Men lykkedes projektet?

Der er nogle grupper i samfundet, der laver mere mad og bedre mad end nogensinde før, men der er også et massivt skred i den modsatte retning.

Når man kigger rundt i Københavns gadebillede, er Claus Meyers navn er et af dem, man ofte støder på. På trods af forskellige madtrends, der finder vej til byens dyre lokaler og får turister til at stå i kø, så holder Claus Meyers brand endnu. Han forpagter Tårnet på Christiansborg og serverer frokost for hele Folketinget. Han har en deli på Cinematekets nye filmtag. Serverer smørrebrød på det legendariske traktørsted Fasangården i Frederiksberg Have, driver madskoler. Københavns kommune samarbejder med hans virksomhed om at forbedre maden i offentlige kantiner. Hans færdigretter står i køledisken. Claus Meyers kan ses mange steder, men det meste af virksomhedens aktivitet foregår i virkeligheden bag kulisserne, hvorfra de på en større skala forsøger at ændre den danske madkultur. Spørgsmålet er, om det lykkedes Claus Meyer at ændre danskernes madvaner?

»Vi er jo et ekstremt polariseret madland,« siger han.

»Vi sidder midt i smørhullet her, ikke?« han vifter med hånden ud i bageriet.

»Der er nogle grupper i samfundet, der laver mere mad og bedre mad end nogensinde før, men der er også et massivt skred i den modsatte retning. Vi spiser mere ultraforarbejdet mad og takeaway. Det er der ingen tvivl om. Men jeg har altid interesseret mig for potentialet. For der er også en stor andel af danskerne, der drømmer om at lave mere og bedre mad, der er i det hele taget en længsel efter ånd.«

Her i København er der enormt travlt på Meyers madskole med over 25000 kursister om året. Men han ved også godt, at takeaway har kronede dage. Derfor har Claus Meyer netop sendt en ny kogebog på gaden med nemme hverdagsretter, der skal få flere danskere til at gå i køkkenet, selvom de mangler kulinarisk selvtillid og har svært ved at finde tiden til det. Men missionen er lykkedes alligevel, synes han.

*

Julen varer lige til påske – i din airfryer. Sådan lyder titlen på én af de af TV-kokken Claus Holms kogebøger, der centrerer sig om airfryeren. Denne er udkommet på Gutkind. Jeg ejer ikke en airfryer, og skal ikke være den, der taler i nedladende vendinger om en gadget, jeg ikke er dus med. Måske den ville ændre mit køkkenliv. På Saxo.dk fylder airfryerkogebøger i hvert fald en hel del. 100 kager i airfryer, Airfryer-favoritter, Airfryer grundbogen, flere bøger hedder det samme, men der er åbenbart et marked for dem alle. Man kan ikke komme udenom denne undergenre, hvis man vil beskæftige sig med det danske kogebogslandskab som det ser ud lige nu. Jeg ved ikke, om Claus Holm begyndte at lave airfryermad, efter han tabte sig i TV2-programmet Fem fede kokke, men han har i hvert fald overgivet sig til den fedtfattige og tidsbesparende metode – sammen med resten af landet. Det handler om sundhed og tidsoptimering. Og måske handler det lidt om, at der til alle tider har været en form for gadget, der har vundet offentlighedens gunst. Smutvejen til et enklere madliv. Hvem sagde foodprocessor?

*

»Det nordiske køkken var helt klart en bevægelse, der forgik top down,« siger Claus Meyer og fortæller, at initiativtagerne samlede repræsentanter fra landbruget, fødevareindustrien, politik samt en række stjernekokke. De kunne hurtigt mærke, at et Nyt Nordisk Køkken rummede et bredt udviklingspotentiale.

»Jeg oplevede en kollektiv længsel i befolkningen, men det var ikke sket, hvis ikke jeg – sammen med nogle andre – havde taget sagen i egen hånd og skrevet det manifest og igangsatte en række succesfulde projekter – NOMA var et af dem. Det er et godt eksempel på, at der er brug for autoriteter, der forstår sig på at lave mad og på at begejstre andre gennem mad. Der var aldrig nogen formel autoritet, ingen præsident, intet logo, ingen regler.«

Nyt Nordisk Køkken rummede en stærk fortælling, og den kan tilskrives en væsentlig del af projektets succes. Men i sidste lykkedes projektet, fordi vores daværende madkultur rent ud sagt ikke gav mening.

»Det var jo ulogisk, at mennesker i et verdens rigeste samfund skulle leve af mad, der ikke smagte af noget, som vi blev syge af at spise, at vores fødevarer kom fra monopollignende foretagender, og at maden ikke forbandt os til vores sted, historie og landskaber,« påpeger Claus Meyer.

Han trækker telefonen frem og viser en video af sig selv, der holder en brandtale om surdej på Roskilde Festival. En video, der i øvrigt er gået semiviralt.

»Det er jo et godt eksempel på én, der tør være en autoritet og får folk med på den,« siger han i 3. person om sig selv, men han har jo ret. Han får festivalgæsterne i videoen til at chante opskriften i kor. Faktisk er Meyers bog om surdejsbrød med 300.000 solgte eksemplarer også hans næststørste bestseller, hvilket undrer ham selv. Det er en kompliceret teknik, men der er åbenbart en efterspørgsel efter det komplicerede, efter håndværk, også selvom undersøgelserne af danskernes madvaner taler et andet sprog.

»Der er også noget meditativt over det. Det er lidt som at gå til keramik.«

Det pudsige ved hele situationen er, at markedet for kogebøger faktisk ser strålende ud. De klarer sig godt og ligger over gennemsnittet i forhold til resten af bogmarkedet. Men af gode grunde, fortæller Caroline Nyvang, kan vi ikke vide, hvordan de bliver brugt i praksis. Når danskerne generelt ikke bruger meget tid i køkkenet, tyder noget på, at det at købe en kogebog ikke nødvendigvis handler om en intention om at gå i køkkenet.

»Man kan sammenligne det med at købe Bo Bedre,« siger hun. Man køber ind på en livsstil mere end en smagsoplevelse. De repræsenterer den måde, vi ville indrette vores liv på, hvis vi havde tiden, pengene og evnerne.

Måske er det også derfor, vi faktisk er relativt uinteresserede i at spejle en politisk agenda i vores mad, selvom jeg faktisk gik og troede det modsatte. En undersøgelse fra Madkulturen viser, at der var langt flere danskere, der tænkte klimaet ind i deres madlavning i 2018, end der er i dag.

»Det hænger folk langt ud af halsen, at mad føles som et ansvar,« siger Claus Meyer og slår ud med armene.

»Man kan ikke sælge konceptet klimamad. Man kan tale om lykkefølelsen, der kan opstå når man laver grøn mad uden at gå på kompromis. Men det må aldrig føles som en pligt.«

Kogebøger skal handle om tilvalg frem for fravalg, om at få bælgfrugter til at fremstå som en luksus og ikke et kompromis. Et løfte om det liv, vi gerne vil leve, ikke det liv, vi er nødt til at leve.

*

Osteria 16 1 og 2. Kogebogen, der bærer samme navn som restaurantkæden, der i den grad var med til at sørge for, at man nu kan finde pasta i København, der ikke findes bedre i Italien. Måske kan man se forsiden på første bind for dig? Citrongul lover den sol og italiensk simplicitet alla Vesterbro og en snert af Euroman. Toeren følger trop med en tomatrød forside. Det ser enkelt ud, men mange af varerne kan ikke skaffes i et almindeligt provinssupermarked. Jeg taler af erfaring. »Hvad er det?« spurgte min morfar dengang jeg introducerede palmekål (de ville stensikkert skrive cavolo nero, men jeg starter i det små) i en ret til min nordjyske familie. Medbragt hele vejen fra en Irma på Frederiksberg. Du kan købe bogen, men maden er ikke nødvendigvis tilgængelig for alle. Drømmen om linguini med søpindsvin bliver i reolen. De lækre bøger er et løfte i sig selv, det er første skridt på vejen ud af det convenience-helvede, de fleste danske supermarkeder er blevet til, som repræsenterer det stik modsatte af den mad, du kan finde i overflod i de større byers bagerier og restauranter.

*

I Julie ou La Nouvelle Heloise fra 1761 skrev Jean-Jacques Rousseau, at et menneskes yndlingsmad afslører en hel del om deres karakter. Diæten tegner et portræt, så at sige. Ifølge Caroline Nyvang er det en idé, der stadig holder. Derfor er det en vedvarende TikTok-trend at indtage den samme daglige menu som forskellige kendte, også selvom det er den mest intetsigende mad, der ryger indenbords. Måske er det også derfor, vi sværger til autoriteter som Claus Meyer, når det kommer til madlavning. Caroline Nyvang mener i hvert fald, det er en af grundende til, at kogebøgerne ikke er blevet udkonkurreret af de utallige gratis opskrifter på nettet. Kogebogen findes stadig, fordi det er vigtigt for os med autoritetskurateret indhold.

Og måske er det derfor, de førnævnte undersøgelser af danskernes madvaner også er et bekymringsgrundlag for den danske fødevareminister Jacob Jensen fra Venstre. Han har ytret, at han vil igangsætte en række initiativer, der skal redde den danske madkultur. Vi skal købe mindre mad ude, og vi skal bevare de gamle opskrifter. I august i år igangsatte han en folkeindsamling af egnsretter og familieopskrifter. Hvis maden afslører, hvem vi er, bliver det et politisk anliggende, hvis vi smider mormors kogebøger ud og erstatter dem med takeout, for det er potentielt nationalidentieten, der er på spil.

Men hvad er det egentlig, han vil redde? Er det fødevareindustriens lobbyopskrifter, vi skal passe på, bare fordi vores bedsteforældre tog opskrifterne til sig?

Claus Meyer griner lidt, da vi taler om det. Han synes ikke, det giver mening, at regeringen blander sig i det.

»Hvis jeg havde magten, og havde ét skud i bøssen til at påvirke det her, så ville jeg bruge min energi på en anden måde.« Han tænker sig om.

»Jeg vil ikke fornægte, at der kan være en stor ressource og fortællekraft i traditionel, dansk mad. Men hvis man skal satse hele butikken – hvis nu 500.000 danskere fik en dag i køkkenet med én, der var god til at lave mad, så tror jeg, den plan er mere langtidsholdbar end at holde fast i noget, der stod i en kogebog for 110 år siden.«

Jeg spørger Claus Meyer, om vreden ikke stadig kan ramme ham – den indignation, han tog med sig hjem fra Frankrig i sin tid. Når han ser, hvor lidt der har ændret sig, hvad angår vores animalske fødevareproduktion, for eksempel?

»Nej,« svarer han prompte. Han kan ikke blive vred længere.

»Det er for nemt at skyde skylden på Danish Crown og Arla. Hvis du koger en frø i vand, der opvarmes langsomt, så opdager den det ikke, før den er ved at dø. Vi har selv skabt et marked, der efterspørger billigt svinekød. Vores industrilandbrug er fucked up, men jeg vil ikke sige, det er nogens skyld.«

Men du siger jo selv, at der skal være en autoritet, der igangsætter den bølge, som befolkningen underbevidst går og længes efter. Tror du ikke, befolkningen længes efter noget andet end billig flæskesteg? Når du ser på alle de lækre spisesteder, der omgiver os her i ’smørhullet’?

»Jo, men det kan jeg jo ikke rejse mig op og råbe. Det er jo superarrogant. Det skal komme mere organisk.«

*

Den dovne vegetar. Kogebogsforfatteren Camilla Skov udgav sidste år en kogebog med denne titel, som allerede tegner til at blive en nyklassiker. Camilla Skov begyndte med at dele sine opskrifter på bloggen Vegetarisk Hverdag – uprætentiøse retter fra en uprætentiøs afsender, der deler sine erfaringer med at få mest mulig smag ind i nemme, vegetariske retter. Hun blev danmarkskendt da DR delte hendes opskrift på en linsebolognese, som skulle være i stand til at omvende selv den mest standhaftige kødspiser. Den Dovne Vegetar er fyldt med velsmagende opskrifter, der giver pokker i, hvad man plejer at gøre i et køkken, så længe resultatet smager af noget. Det er netop det, der gør, at opskrifterne rummer så stort et potentiale for at blive familien Danmarks nye hverdagsklassikere. Men hvad vigtigere er, så knytter hun madlavningen til en større fortælling om præstationskultur. Hun hylder dovenskaben. Måske er hun lige den type autoritet, danskerne mangler i øjeblikket? En, der ikke bare ved, at hverdagsmaden også skal være en nydelsesfuld begivenhed, men som også gør sit for at ændre køkkenarbejdets dårlige ry – det skal nemlig ikke være et arbejde.

*

Det bliver hurtigt lidt absurd, når politikerne begynder at tale om at redde dansk madkultur. Jeg vil da gerne bevare min mormors sirupslagkage og min mors grydestegte kylling, men hvorfor skal min families madtraditioner være et nationalt anliggende?

Selv den største puritaner må lade sig forføre af al den nydelse, en god ret kan rumme.

I Karen Blixens Babettes gæstebud, der foregår i slut 1800-tallet, må selv et meget puritansk kristent miljø overgive sig til Babettes franske kogekunst. Filmatiseringen af det overdådige måltid fik også mig til at drømme om den forbudte skildpaddesuppe. Mad er kultur, og kulturelt har vi altid været ikke blot frankofile, men optagede af alt godt udefra, og guderne skal vide, at vi i Danmark har hentet meget. Dansk madkultur er skabt af kogebøgerne. Og lige siden har selvsamme genre manet til fornyelse og genovervejelse. Helt køligt kan man måske nøjes med at sige, at der bare findes et marked. Og markedet kan godt rumme flere tendenser. Airfryers og langtidssimring. Ægte saucer, hjemmelavet pasta og, ja, chopping. Om end sidstnævne næppe kan rumme den samme historiefortælling som Meyers nordiske køkken.

Selv den største puritaner må lade sig forføre af al den nydelse, en god ret kan rumme. Den københavnske madkultur har for længst lært os, at mad handler om netop nydelse. Og meget af den såkaldte traditionelle danske mad har historisk handlet om mange, langt mere praktiske ting end nydelse. At komme af med restprodukter, for eksempel. Eller at få mest ud af det, der var. Men som de siger i Spangsbergreklamerne, når de prøver at prakke os deres halvsløje flødeboller på: »Du må godt.« Lyt blot til autoriteterne.