Kunsthandleren der ikke handler kunst

Alexander Johns’ skrivebord er dækket af et sølvfarvet lag støv. Det er hans højtalere også, bøgerne på reolen, sofabordet og katalogerne der ligger fremme, det er cementfabrikken på den anden side af gaden, forklarer han, cementstøvet fyger ind ad vinduerne, støvet er så fint, at det kryber ind og sætter sig i elektronikken, laptoppen overopheder, printeren bryder sammen i tide og utide, og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor støvet ellers kryber ind, i lungerne eller bronkierne, men Johns kigger bare ud på støvskyen eller måske på den blå himmel over byen.

»Ved du hvad,« siger han. »Det er faktisk ret fedt at have en cementfabrik ved siden af. Når vi arbejder, du ved.«

Alexander Johns er en stille mand. Han går omkring i det munkeagtige loftsrum over galleriet, hvor han bor og arbejder, og rydder kataloger og bøger til side, og hans rolige væsen minder på ingen måde om det stereotype billede af en storsnakkende gallerist. Da jeg roser værelset, fortæller han, at det ikke altid har set så pænt ud. I et år boede han alene i galleriet uden varme, køkken og bad.

»Jeg boede stort set I et koldt, fugtigt og tomt lagerhus. Du