Kunstens centrum er der, hvor vi er

På den anden side af Køge Bugt, forbi Stevns og Fakse Fjord, over Farø og Bogø, bag gravhøjen og rundt om svinget ligger Kunsthal 44 Møen, et af Danmarks mest velrenommerede udstillingssteder. På denne søndag i juli er gårdspladsen fuld af biler, terrassen summer med lyden af mindst hundrede stemmer, og billedhuggeren og medstifteren af 44 Møen, Bjørn Nørgaard, smiler skævt, da jeg spørger, hvordan det er lykkedes for dem, at samle så mange mennesker til en fernisering langt ude på landet på Møn.

»Da vi startede stedet her, ville vi gerne undersøge ideen om centrum. Hvor er centrum? Og så blev vi enige om, at kunstens centrum er der, hvor vi er.«

Når Nørgaard taler om vi, handler det som regel om den danske eksperimenterende komponist Henning Christiansen, den tyske kunstner Ursula Reuter Christiansen, og den tyske kurator og gallerist, René Block. De fire mødte hinanden som en del af 1960'ernes Fluxus-kunstbevægelse, der gennem performances og interventioner forsøgte at udviske kløften mellem kunst og hverdagsliv. Blandt bevægelsens mest berømte værker kan nævnes Phillip Corners klaverkoncert Piano Activities, hvor klaveret systematisk blev ødelagt