Foråret som hestehul
Der er noget ved lys, der ændrer den måde, vores hjerner fungerer på. Vinteren igennem opsøger vi den som møl om en lampe: tænder stearinlys, terapilamper og julelys. Og så, når mørket bryder, og dagen kommer hvor solen faktisk skinner – og måske endda er varm – kommer vi alle ud. Sidder ved søerne eller i parkerne, på altaner eller i haver og suger den til os: vender ansigtet op mod den som små blomster. For de fleste føles det som at smide en byrde, man har båret rundt på hele vinteren igennem. Men i Sophie Kallehauges debutroman Forårssind spiller forårseuforien en meget anden rolle. Her tager den ikke form som et lettelsens suk, men er derimod lig med nervøsitet og tvangstanker for bogens hovedperson Lærke. Hendes far lider af bipolar lidelse, og Lærke ved, at forårets sollykke let kan kamme over i mani. Dagene bliver længere og længere, og der er et ur et sted, der tikker og tikker: hvornår kommer hendes fars næste episode?
Lærke går i terapigruppe for pårørende til folk, der lider af psykiske lidelser. Hver uge er der kaffe og Pickwick-te, Sune giver øvelser med bekymringskrukker og opremsningsøvelser, Sune har mærkværdige sår på underarmene som væsker, Lærke
