Tænkningens laboratorium
Når det gælder akademisk sladder, er forholdet mellem Martin Heidegger og Hannah Arendt vel nok det mest kendte eller i hvert fald et af de hyppigst omtalte. At der var tale om mere end et venskabeligt og professionelt forhold blev afsløret i 1995 og stadfæstes i 1998 med udgivelsen af Heideggers og Arendts brevkorrespondance, en korrespondance der løb fra 1925 til Arendts død i 1975. Afsløringen af kærlighedsrelationen har vakt og vækker fortsat røre: i begyndelsen fordi der altid er noget sensationelt over erotiske komplikationer mellem fagfæller, men også fordi Heidegger var gift og havde to sønner, da han mødte Arendt.
Sensationen blev kun større i midten af 2010’erne da udgivelsen af de såkaldte Sorte hæfter tegnede et billede af Heidegger som mere end et passivt medlem NSDAP (et medlemskab, der gjorde ham i stand til at beholde lærestolen som professor i Freiburg, mens andre, herunder Arendt, måtte flygte ud af Hitlers Tyskland). Notesbøgerne viste en Heidegger, som var mere aktiv i racespørgsmålene end først antaget.
Det er slående, hvor ubesværet samtalen synes at blive taget op igen i 1950 efter den lange, og særdeles begivenhedsrige, pause i 1
