Verden bløder på os

Frantz Fanons kalejdoskopiske hovedværk fra 1952, Sort hud, hvide masker, kombinerer filosofi med litteratur, psykologi med magtkritik, kliniske observationer med poesi. Alt sammen skrevet i hans særlige ekspressionistiske stil. Resultatet er et råt og dybt rørende værk om resultaterne af kolonialisme og racisme på den sorte (og hvide) psyke.

Den racialiserede krop, som værkets titel antyder, er allestedsnærværende. Fanon er dybt præget af sin professionelle baggrund (han var uddannet læge og arbejdede som psykiater), men han bliver aldrig mekanistisk. I stedet flyder bogens sider over med beskrivelser af kød og »Blod! Blod!«. Han beskriver eksempelvis den sociale og raciale opstigning, som den sorte part i et blandet ægteskab gennemgår, som »en mutation fra sort til hvid« og den værdighed, som det hvide menneske tildeles af det koloniale paradigme, som »indlejret i hans blodårers labyrinter og trykket fast i hans små lyserøde negle, en fast forankret, hvid værdighed.«

Hos Fanon bliver selve verden også til en krop, eller i hvert fald til noget, der besidder visse kropslige elementer: »Verdens pulsårer var bristet, revet over, rykket op, og de rettede sig mo