Der er ingen taxaer på middelhavet
Det er allerede mørkt, da de orange redningsspeedbåde bliver sænket i vandet. De eneste lyskilder, vi har, er lommelygter, skibets søgelys og lygterne på vores sikkerhedshjelme. I starten er det svært at få øje på den overfyldte gummibåd, som skvulper ensomt rundt i de sorte bølger. Men vi kan høre desperate råb komme fra mørket. »Heeelp« bliver der skreget.
Da vi kommer tættere på, kan jeg se en masse mænd, nogle kvinder og to små børn sidde med benene udover og på hug nede i den sorte gummibåd. De kigger på os med skræmte og trætte, blodsprængte øjne. Nogle tager deres telefoner frem for at lyse, imens de vifter med armene over hovedet for at vise os, hvor de er. »We are here to help you«, siger min kollega.
Normalt rækker man først redningsveste over til migranterne, inden de bliver overført til redningsbådene, men båden er så overfyldt, at de ikke har plads til at tage redningsvestene på uden at komme til at skubbe til hinanden. Vi har travlt, for libyske både patruljerer omkring os, og der er risiko for, at de sejler over mod os for at afbryde redningen og tage gruppen tilbage til Libyen, som de er sejlet ud fra for 24 timer siden.
Der begynder at gå panik i dem, der sidder i gummibåden fordi alle vil over på vores både først. »One by one« råber min kollega beordrende til dem, for at prøve at få situationen under kontrol, da nogle forsøger at springe fra gummibåden over på vores båd. Det får begge både til at gynge voldsomt og kan i værste tilfælde ende med, at nogle falder i vandet. Det lykkes os heldigvis at få alle over på redningsspeedbådene i god behold. På vej tilbage til moderskibet begynder moren til de to små børn at græde, imens hun takker os. Andre græder af udmattelse og lettelse, mens nogle beder til gud.
Siden 2014 har mindst 30.000 mennesker mistet livet i forsøget på at krydse Middelhavet. I samme periode har EU brugt 59 millioner euro på at træne og styrke libyske autoriteter i grænsekontrol. Dette indebærer blandt andet at donere både og udstyr til den libyske kystvagt for at optimere deres tilstedeværelse på havet. Formålet med at sende penge til Libyen er, at landet skal stå i spidsen for at forhindre flygtninge og migranter i at krydse »verdens farligste migrationsrute«. 2023 var det dødeligste år på Middelhavet i et årti.
»Forestil jer, at det er jeres mor eller venner eller nogen andre i elsker, der er derude på havet og er i livsfare. Det er et stort ansvar«, siger SAR (Search and Rescue)-koordinatoren om den opgave, vi står over for. »Men I må gerne kalde over radioen, hvis I spotter delfiner, vi er jo ikke et militærskib«, siger han lige bagefter. Måske for at lette presset en smule. Jeg står på skibets topdæk sammen med nogle andre besætningsmedlemmer. Vi er ombord på redningsskibet Humanity 1, der er drevet af den tyske NGO SOS Humanity.
Havet er spejlblankt, fuldstændig stille, og skibet bevæger sig i en blid rytme hen over vandet. Der er hav så langt øjet rækker. Nogle af de andre besætningsmedlemmer sidder på store hvide poser fulde af orange redningsveste, som om de var sækkepuder. Vi er på lookout watch, og vores opgave er at spejde efter skibe i havsnød i det centrale Middelhav. De kan være svære at få øje på. En båd med migranter på vej fra Libyen til Italien er i begyndelsen bare en lille prik på horisonten.
Når vi har lookout watch, skal vi også holde øje med den ”såkaldte libyske kystvagt”, som ofte patruljerer rundt om de humanitære redningsskibe og forsøger at forhindre folk i at krydse havet. I den civile flåde bruger man termen den såkaldte libyske kystvagt, om den EU-støttede grænsekontrol, da de ikke lever op til internationalt godkendte krav for nationale kystvagter. Dette inkluderer blandt andet, at kystvagter er forpligtede til at sejle overlevende fra nød på havet til et sikkert sted.
Ifølge FN, kan Libyen ikke betragtes som et sikkert sted på grund af de grove menneskerettighedskrænkelser, som flygtninge og migranter er blevet udsat for i landet. Den såkaldt libyske kystvagts tilstedeværelse på havet har gjort ruten over Middelhavet farligere, fordi migranterne, der krydser havet, frygter at blive taget tilbage til Libyen. Det er flere gange blevet dokumenteret, at migranter er hoppet i vandet for at undgå at blive samlet op af den såkaldt libyske kystvagt. Når først man er i vandet, er der stor risiko for at man drukner.
At udføre sea rescue er som at træde ind i en anden verden. Når du først har gjort det én gang, bliver du en del af en erfaring og et sprog, som ingen andre forstår. The SAR bubble bliver det kaldt. En boble, fordi alt, hvad der foregår på skibet, er så anderledes end det normale liv på land. Men også en boble, fordi det er de samme mennesker, der roterer mellem de ca. 20 redningsskibe i den civile flåde. Et fællesskab, der trods relativt lille indflydelse på, hvem der kommer ind over Europas grænser (ifølge UNHCR er det kun 8% af ankomster til Italien der 2023 har været forbundet til NGO’er) står midt i den europæiske migrationsdebat. Resten ankommer selv til Italien eller bliver reddet af den italienske kystvagt.
Redningsarbejdet på Middelhavet rejser ikke kun spørgsmål om liv og død, men om hvordan ’migrationskrisen’ i Europa skal håndteres. Redningsorganisationer kæmper for at modarbejde fortællingen om, at de ikke redder folk i havsnød, men blot fungerer som ‘havets taxa’. At deres tilstedeværelse på havet får flere til at krydse. Den myte er blevet punkteret af forskning flere gange. Der er ingen taxaer på Middelhavet.
Deres håndflader og fodsåler er hvide og rynkede af kulde og mange dage på havet, og deres læber er blå.
Siden 2014 har den civile flåde forsøgt at dække det redningshul, som EU efterlod, efter at unionen droppede sin fælles redningsindsats på Middelhavet, for i stedet at fokusere på at forhindre folk i at krydse havet. Samtidig har flere medlemslande, herunder Italien, forsøgt at begrænse humanitær SAR gennem forskellige lovgivninger, der gør det besværligt og dyrt for NGO’erne at redde migranter. SAR NGO’er følger international maritim lovgivning, der foreskriver, at alle skibe på havet er forpligtet til at yde bistand til både i havsnød.
Som udgangspunkt er alle både med migranter, der forlader Libyen, i havsnød, fordi de enten er overfyldte, usødygtige, ikke har livreddende udstyr med, eller fordi føreren af båden ikke har licens til at sejle den. De forskellige politiske tiltag, der begrænser humanitær SAR har bidraget til forestillingen om, at NGO’erne opererer i en juridisk gråzone. »The rescue myth is hard to fight«, fortalte en medarbejder i en redningsorganisation opgivende til mig.
Livet ombord på skibet står i skarp kontrast til de uforudsigelige omstændigheder, man arbejder i. Der er morgenmøde hver dag kl.8.00 efterfulgt af rengøring af alle indvendige dæk (»a clean ship is a safe ship«), frokost hver dag kl.12 og aftensmad hver dag kl.18. På mit første ophold på skibet lærte jeg, at et skib er som en by. Alle har en rolle, der er vigtig for at få skibet til at fungere. Der er altid nogen på arbejde og nogen, der sover. Der dufter af maling, mad, motor og saltvand. Besætningen består af 29 personer med forskellige nationaliteter, professionelle baggrunde, køn og erfaring. Vi skal alle sammen have sikkerhedssko på, arbejdstøj og en UHF-radio, som vi bruger til at kommunikere med hinanden. Nogle i besætningen er betalte, andre er frivillige. Alle skal lære at leve sammen på meget lidt plads samtidig med at de udfører arbejde under ekstreme forhold.
Stemningen ændrer sig så snart skibet krydser ind i Area of Operation i internationalt farvand. Følelsen af, at vi kan have en redning hele tiden, sidder i kroppen, og folk lytter aktivt til deres radioer for at følge med i, hvad der bliver spottet med kikkerter fra topdækket. Vi spotter mange tomme både, der ligger og skvulper ensomt rundt ude på havet. Det er frustrerende ikke at vide, hvad der er sket med dem, der engang sad i dem.
Hver gang der er et kald på radioen om at en båd er blevet spottet, lytter besætningen opmærksomt, giver hinanden et indforstået blik og sænker skuldrene igen, når det bliver klart, at der ikke kommer til at være en redning i denne omgang. Mens vi venter på en redning, dyrker vi yoga og træner på dækket, laver førstehjælpstræning, ser film, spiller kort, rydder op og vedligeholder skibet med radioerne tæt på kroppen. En aften er stjernehimlen klar, og vi kan se både Mars og Jupiter med de kikkerter vi normalt bruger til at spotte både med.
På fjerdedagen efter vi har forladt havnen, patruljerer libyske både tæt på os hele dagen. Senere på dagen spotter vi en båd ude i horisonten. I kikkerten kan man se en masse små sorte prikker ved siden af hinanden på en lille bitte båd. Den er nem at miste af syne, fordi bølgerne dækker for den. Pludselig kan vi se, at en af de libyske både som har fulgt os ændrer kurs mod båden fuld af migranter.
De libyske både sejler meget hurtigere end vores skib, og fra dækket hvor vi står, kan vi ikke gøre andet end at se, hvordan den libyske båd og migranternes båd bliver til en samlet prik på horisonten. Vi står i stilhed på dækket og ser et illegal pullback udfolde sig for øjnene af os, imens solen går ned over Middelhavet. Et illegal pullback betyder, at den såkaldt libyske kystvagt imod international lovgivning, tvinger folk på flugt tilbage til Libyen. Det er ulovligt, fordi Libyen, ifølge FN, ikke bliver set som et sikkert land at opholde sig i for flygtninge og migranter. Det er en mærkelig følelse at stå der og vide, at de nu bliver taget tilbage til Libyen. At de højst sandsynligt vil prøve at krydse havet igen.
Den gruppe, vi har reddet fra den overfyldte gummibåd, består af 49 mænd, syv kvinder, seks uledsagede mindreårige og to børn på fire og to år. De kommer fra forskellige afrikanske lande. Mens de bader og skifter tøj, samler vi deres beskidte tøj i store plastikposer. Det er vådt og lugter af benzin fra motoren på den båd, de har sejlet i. Nogle af dem har forbrændinger på kroppen, som opstår når benzin blandes med havvand og kommer i kontakt med huden. Efter kort tid begynder huden at brænde.
På dækket tænder nogle af mændene sig en smøg og kigger sig omkring. Andre tager en selfie og spørger, om vi har internet. En mand siger til mig, at han vil skrive hjem til sin mor for at sige, at han er i sikkerhed. Jeg går ind i kvinde-shelteret, som er et særligt rum for kvinder, hvor de små piger på to og fire år allerede er i godt humør, de løber rundt, griner, vil holde i hånd, gå på opdagelse på skibet, tegne og spørger ind til alle de skilte, der hænger over det hele. Det er kun en time siden, at de sad i en overfyldt gummibåd på Middelhavet. Den ældste på fire år siger, at hun vil være læge, når hun bliver stor. Jeg siger til hende, at det kan jeg godt forstå, at det er et godt job.
Når migranterne kommer op på moderskibets dæk, bliver de modtaget af skibets care team, hvor de får mulighed for at blive tilset af en læge og sygeplejerske, hvorefter de skal registreres og får udleveret et armbånd med et nummer og en farve, så vi kan holde styr på, hvor mange vi har ombord, hvilke lande de kommer fra, om de rejser alene, hvor gamle de er, og om de har nogle sårbarheder. Identifikationen af særlige sårbarheder tager flere dage, og informationen bliver derefter givet videre til relevante autoriteter på land. Sårbarheder, såsom at være kvinde, uledsaget mindreårig eller seksuel minoritet, medfører særlige rettigheder til asylansøgere.
Derefter får de udleveret et rescue kit bestående af nyt tøj, en tandbørste, en flaske vand, et håndklæde og noget mad. De fleste har ikke andre ejendele med end det tøj de har på, deres telefon og deres dokumenter, som er pakket ind i mange lag plastik og holdt tæt ind til kroppen.
Da roen sænker sig over dækket henad aften, kan vi pludselig høre, at en båd kommer mod vores skib i høj fart. Vi ruller presenninger ned, så man ikke kan se ind på dækket, hvor migranterne opholder sig. Vi tror det er den såkaldt libyske kystvagt, der kommer for at holde øje med os. Jeg kan høre nogle råbe på arabisk og se, at båden er lige ude foran vores skib. Når vi genner dem væk, kan jeg se, at de folk, der er i båden, nærmest bliver skubbet op på vores skib. Nogle andre besætningsmedlemmer råber, at de skal blive i båden. Det er livsfarligt at klatre fra en lille båd op på et stort skib, imens det sejler.
De migranter, vi har ombord, kigger skræmte på os, mens vi forsøger at berolige dem, men vi har ingen ide om, hvad der foregår. »Ready to rescue« bliver der kaldt på radioen. På få minutter er hele besætningen blevet vækket og kommer løbende ud på dækket. Det er en båd fuld af mænd, og de fire, der styrer båden, er maskerede. De maskerede mænd virker aggressive og truende. Så snart alle migranter er ombord, sejler de fire maskerede mænd væk. Det viser sig, at de 47 mænd, vi får ombord, er fra Syrien. De fortæller os, at de maskerede mænd er medlemmer af den såkaldt libyske kystvagt, som tvang dem op på deres båd en uge forinden under deres første forsøg på at nå Europa, fængslede dem og derefter mod afpresning af deres familier i Syrien for 10.000 dollars sejlede dem ud på havet igen.
De truede med at smide os i vandet, inden vi kom op på jeres skib, fortæller de os. En redning som denne er usædvanlig. Men den såkaldt libyske kystvagts øgede tilstedeværelse har gjort Middelhavet mere usikkert og farligt for både migranter og NGO’er. Ingen ved rigtig, hvem medlemmerne af den EU-støttede kystvagt er, og hvordan de forvalter de penge, de får for at tilbageholde migranter fra at krydse havet, fortæller koordinatorteamet på skibet dagen efter på vores morgenmøde, da vi udmattede gennemgår, hvad der skete i løbet af natten.
Trods nattens kaotiske hændelser, er stemningen god på dækket dagen efter. De to grupper af migranter har indrettet sig sådan, at de afrikanske migranter har indtaget det øverste dæk, og de syriske har indtaget det nederste dæk. Burna Boy spiller på anlægget, solen skinner, og vi spiser frokost alle sammen ude på dækket. Vi hjælpes alle ad med at få taget opvasken bagefter. Kvinderne, der er fra Nigeria, er i godt humør. De øver italienske gloser og fortæller, at de gerne vil arbejde, når de kommer til Europa. De har haft rengøringsjobs i Libyen for at betale deres gæld af til dem, der har faciliteret deres migration. Libyen er et helvede, fortæller de mig. Folk bliver udnyttet og misbrugt. De behandler dig ikke som et menneske, siger en af kvinderne, imens hun ryster på hovedet.
På dækket tænder nogle af mændene sig en smøg og kigger sig omkring. Andre tager en selfie og spørger, om vi har internet.
Om eftermiddagen redder vi yderligere to både. Ved den første redning lægger jeg især mærke lugten, da vi ankommer til båden. Det er en blanding af benzin, bræk, afføring, vådt tøj og sved. Den bliver hængende i mit hår og tøj, efter vi er kommet tilbage på skibet. De migranter, vi allerede har ombord, hjælper til med at sætte op til registrering, byder de nyankomne velkommen og viser, hvordan de kan indrette sig på dækket. Nogle af dem, der er gode til engelsk, hjælper med at oversætte, så registreringen går nemmere. Den næste redning er kun to timer efter, at vi kom ud af vores sikkerhedsudstyr. Vi tjekker, om der ligger nogen under dækket, SAR-teamet har tidligere fundet døde kroppe på træbåde med to dæk, men der er heldigvis ingen denne gang. Vi ånder lettet op og sejler tilbage til moderskibet.
Vi har nu 195 mennesker ombord på det store redningsskib. De kommer fra Nigeria, Ghana, Benin, Cameroun, Congo, Elfenbenskysten, Liberia, Mali, Sudan, Sydsudan, Pakistan, Bangladesh, Syrien og Egypten. De er alle sejlet fra Libyen. Nogle flygter fra krig og konflikt, andre fra fattigdom, arbejdsløshed, manglende uddannelsesmuligheder og udfordringer med at skabe et bæredygtigt liv for dem selv og deres familier. Alle håber de på, at Europa kan indfri deres drømme om et bedre liv.
Dagen efter bliver vejret dårligere. Middelhavet kan være voldsomt om vinteren. Det blæser kraftigt, og vandet flyder ind over dækket hver gang bølgerne skvulper. Migranterne er søsyge og kolde, og mange bliver våde fordi dækket flyder med vand. Vi deler søsygemedicin ud og kæmper selv med at holde balancen. Mange kaster op. Vi forsøger at skabe mere ly på dækket ved at sætte flere presenninger op, men det hjælper ikke særlig meget. I stedet henter vi overlevelsesposer og termiske nødtæpper for at beskytte migranterne mod vand og kulde. Dækket ligner en flydende masse af orange og metalliske farver. Under de her vejromstændigheder havde de færreste overlevet en nat på en usødygtig og overfyldt båd på Middelhavet.
Efter to dage ankommer vi til Trapani på Sicilien, hvor vi, efter lang tids forhandling med MRCC (Maritime Rescue Coordiation Center) Rome, har fået tilladelse til at sætte migranterne af på grund af de dårlige vejrforhold. På havnen står Røde Kors, UNHCR, Red Barnet, FRONTEX, italienske kystvagter, sundhedspersonale, journalister og fotografer klar til at tage imod og dokumentere ankomsten af de nye migranter. Det italienske politi danner en allé fra skibet og hele vejen op til de busser, der skal køre flygtningene og migranterne til forskellige modtagecentre rundt omkring i Italien, hvor de skal navigere i en ny virkelighed med europæiske asylregler. Det ligner nærmest et statsbesøg, så mange politifolk er der. Nogle vil få asyl, imens andre, der kommer fra EU’s liste over ’sikre lande’ (bl.a. Bangladesh, Egypten, Senegal, Benin og Ghana), går en mere usikker fremtid i møde i Europa.
Selvom vi er udmattede oven på fire udfordrende redninger, er vi allerede på vej sydpå igen et par timer senere. Denne gang for at patruljere på ruten mellem Tunesien og Lampedusa. Vejrudsigten viser, at en kraftig storm endnu engang er på vej ind over Middelhavet, og vejret forringes allerede, mens vi er i transit. Efter tre dages sejlads får vi besked om, at der er en båd i havsnød tæt på os.
Der går ikke længe, før vi kan se den blå overfyldte træbåd gynge voldsomt ude på havet. Bølgerne er to meter høje og vandet sprøjter ind i vores redningsbåd på vej derhen. Der sidder omkring 20 mænd på dækket, men de fortæller os, at de er over 80 på båden. Resten sidder under dækket, hvor vandet allerede er trængt ind. Mændene, der er fra Bangladesh og Pakistan, er gennemblødte og har blodsprængte øjne. Deres håndflader og fodsåler er hvide og rynkede af kulde og mange dage på havet, og deres læber er blå. Mange af dem ryster. De er tynde og afkræftede. Det er svært for os at uddele redningsveste, for hver gang deres båd bliver skubbet opad af en bølge, bliver vores skubbet nedad, som en gammeldags køkkenvægt.
Lynnedslag begynder at slå ned udover havet. Vi har travlt nu, vejret er dårligt, og mændene ombord på træbåden er i kritisk tilstand. På vej tilbage til moderskibet døser en af mændene hen, han lukker øjnene og nikker med hovedet. »My friend, look at me, stay awake«, råber min kollega, mens vi forsøger at få ham til at blive ved bevidsthed. Han ser fraværende ud i blikket. Rækker tungen ud, imens han himler med øjnene og peger på den. Han er tørstig. Har slugt meget havvand. Lige bag ham mister en anden bevidstheden. Der er også nogen i den anden redningsbåd, som er besvimet.
»Prepare for mass casualty plan« bliver der sagt over radioen, da vi forsøger at trodse bølgerne og komme op på siden af moderskibet med redningsbåden. Herfra sænker de en gul redningsslynge ned, som vi spænder om den bevidstløse mand, så de kan hejse ham op til lægerne på dækket. Dækket er i mellemtiden blevet inddelt i tre zoner. Rød zone er for dem, der har brug for akut livreddende nødhjælp. Det er dem, der har mistet bevidstheden. Gul zone er til dem, der er i kritisk tilstand, men stabile. Her ligger folk pakket ind i nødtæpper, imens besætningen forsøger at få dem varmet op. De lider af hypotermi. En af mændene forklarer lægen, hvordan vandet kom ind i deres båd: »water up to here, miss« mens han kører hænderne over brystkassen, for at vise hvor vandet gik op til. Grøn zone er for dem der, på trods af, at de er gennemblødte og fryser, er stabile. Skibets læge fortæller mig, at det, mændene har oplevet på havet, kun er en brøkdel af, hvad de ellers har måttet overleve. Mange af dem har haft lange perioder med underernæring, overarbejde og vold i Libyen. En del af dem har store ar på kroppen fra at have været udsat for tortur.
Jeg bruger dagen efter på at folde origamipapir på dækket med nogle unge mænd fra Bangladesh. De vil gerne studere og arbejde i Europa. En af dem fortæller, at han har to børn og en kone derhjemme, men at det er normalt i Bangladesh, at man rejser ud for at arbejde i udlandet og sende penge hjem til sin familie. Mange af dem har været flere år i Golfstaterne for at arbejde, inden de tog videre til Libyen for at krydse havet. Det er svært at tjene penge i Bangladesh, fortæller de. I 2024 udgjorde folk fra Bangladesh den største gruppe af migranter på ruten mellem Nordafrika og Italien.
Lidt senere holder vi filmaften på dækket, og pludselig ligner de almindelige unge mænd, som de sidder der, klistret til skærmen i deres Adidas tracksuits, som de har fået udleveret på skibet, for at se The Avengers og spise snacks.
Det tager de italienske myndigheder 24 timer at tildele os en havn, hvilket har skabt stor frustration, fordi mange af de mænd, vi har reddet, har brug for medicinsk behandling på et hospital. Da vi ankommer til Reggio Calabria, indlogeres de i store grå telte, drevet af Røde Kors og UNHRC, på kajen lige ude foran vores skib. Efter to dage bliver de kørt væk i busser.
Nogle dage senere sejler vi tilbage til Sicilien for at gøre skibet klar til, at en ny besætning igen kan tage ud for at redde liv på Middelhavet. De mennesker, vi har reddet, fortsætter deres rejse fyldt med håb om en bedre fremtid, mens havet står som en tavs påmindelse om de mange, der aldrig nåede frem.
