Der er ingen taxaer på middelhavet

Det er allerede mørkt, da de orange redningsspeedbåde bliver sænket i vandet. De eneste lyskilder, vi har, er lommelygter, skibets søgelys og lygterne på vores sikkerhedshjelme. I starten er det svært at få øje på den overfyldte gummibåd, som skvulper ensomt rundt i de sorte bølger. Men vi kan høre desperate råb komme fra mørket. »Heeelp« bliver der skreget.

Da vi kommer tættere på, kan jeg se en masse mænd, nogle kvinder og to små børn sidde med benene udover og på hug nede i den sorte gummibåd. De kigger på os med skræmte og trætte, blodsprængte øjne. Nogle tager deres telefoner frem for at lyse, imens de vifter med armene over hovedet for at vise os, hvor de er. »We are here to help you«, siger min kollega.

Normalt rækker man først redningsveste over til migranterne, inden de bliver overført til redningsbådene, men båden er så overfyldt, at de ikke har plads til at tage redningsves