»Dedikeret til retfærdighed og lighed for alle, der lever mellem floden og havet«

»Jeg går med en følelse af skyld hele tiden,« fortæller Ghousoon Bisharat til ATLAS en torsdag formiddag sidst i januar fra sin stue i den nordlige israelske kystby Haifa. »Mens jeg er i relativ sikkerhed her i Haifa, er Gaza, ikke mange kilometer syd herfra, et sted, hvor mennesker ikke kan leve.« Bisharat er chefredaktør for det uafhængige israelske nyhedsmagasin +972 Magazine, der udgøres af en bi-national sammenslutning af palæstinensiske og israelske journalister, akademikere og freelance-reportere »dedikeret til retfærdighed og lighed for alle, der lever mellem floden og havet,« som Bisharat beskriver det. 

+972 Magazine er en bastion for en fælles israelsk-palæstinensisk venstrefløj, der både politisk og i mediebilledet er blevet markant decimeret, jaget ud i de yderste samfundskroge af tiltagende religiøs fanatisme og højreradikal nationalisme, og hvis stemme er forstummet i de endeløse cyklusser af strukturel vold, kontinuerlig krig og konsekvent knuste håb om varige fredsløsninger. Magasinets titel referer til landekoden for de israelske og palæstinensiske territorier, og de engelsksprogede artikler er som kritisk insisterende nødopkald til den øvrige verden om tingenes tilstand i det så omstridte landområde mellem Jordanfloden og Middelhavet. 

Ghousoon Bisharat overtog det redaktionelle førersæde for +972 blot nogle få uger efter det overrumplende og voldsomme angreb på sydisraelske kibbutzer d. 7. oktober. I de tumultariske og tragiske måneder siden, har magasinet været en kritisk stemme mod den eskalerende israelske krigsoffensiv i Gaza. Flere af +972s journalister er lokale gazanere, der har været ubehjælpeligt fanget i Gaza, og sideløbende med at søge sikkerhed fra israelske bombardementer i en daglig kamp for overlevelse, har de rapporteret for +972 inde fra det område, som ingen udenlandske journalister har haft adgang til siden krigens begyndelse. 

»Min egen lille drøm er, at jøder og palæstinensere kan leve sammen uden konflikt i én retfærdig og lige sekulær stat, der er til for både jøder og palæstinensere.« 

»Min dag starter og slutter med at tjekke ind med dem. Nogle gange hører jeg ikke fra dem i et par dage, ti dage, to uger, og så pludselig dukker de op igen, fordi internettet er tilbage,« fortæller Bisharat, der er tydeligt berørt af den tragiske situation og fuld af både bekymring og beundring for sine kolleger, der befinder sig midt i en krigszone de umuligt kan undslippe, og stadig formår at udføre professionelt journalistisk arbejde. Situationens usikkerhed sætter sine tydelige spor både personligt og professionelt. En af +972s reportere, Ibtisam Mahdi fra Gaza By, er flygtet med sine to små børn og sin mand mere end fem gange, fra Gaza By til flere forskellige lokationer i Khan Younis, og alligevel har hun sendt reportager fra Gaza til +972s redaktion via Whatsapp eller på e-mail, når der har været internetforbindelse. Mens vi snakker, fortæller Bisharat, at hun ikke har hørt fra Ibtisam og hendes familie i flere dage. Hun ved ikke, hvor de er, eller om de er i sikkerhed. Måske er de nået til Rafah. Måske. 

Mens begivenhederne i Gaza naturligt nok har fyldt det meste af nyhedsdækningen, har +972 også holdt et vågent øje med den stigende vold på Vestbredden, og skrevet om de interne forhold i Israel under den nationale choktilstand efter 7. oktober. På selve dagen for Hamas’ angreb skrev en af +972s jødisk-israelske journalister, Haggai Matar, en artikel, der italesatte både den nærværende frygt, desorientering og sorg israelere følte efter 7. oktober. Samtidig insisterede artiklen på, at konteksten for angrebet måtte være en del af samtalen, ikke i et forsvar for voldshandlingerne, men for at understrege, at den politiske status quo i Gaza og på Vestbredden aldrig var holdbar, hverken for israelere eller palæstinensere. 

+972 har også dækket den hårdhændede repression af dissidenter i Israel i tiden efter angrebet, som Ghousoon Bisharat beskriver som »et militærstyre«. Politiet har slået hårdt ned på interne kritikere, både jødiske israelere, men i særdeleshed den palæstinensiske befolkning i Israel, der ifølge Bisharat har følt sig truet til tavshed. »Det palæstinensiske samfund, som historisk altid er gået på gaden og har demonstreret, når der har været eskaleringer i Gaza eller på Vestbredden, de er ikke gået ud denne her gang. De vil ikke demonstrere. Jeg tror, at politiets indsats i de første dage af krigen virkede. Folk er bange,« fortæller Bisharat, der selv er kristen palæstinenser med israelsk statsborgerskab, en identitetsposition, der i Israel ofte betegnes »arabisk israeler«. For Bisharat er den designation en kunstig konstruktion. Hendes israelske statsborgerskab ændrer for hende intet ved, at hun tilhører det palæstinensiske folk. Det ændrer heller ikke ved hendes, eller +972s, standpunkt i den aktuelle situation. 

+972 Magazine er en bastion for en fælles israelsk-palæstinensisk venstrefløj, der både politisk og i mediebilledet er blevet markant decimeret, jaget ud i de yderste samfundskroge af tiltagende religiøs fanatisme og højreradikal nationalisme, og hvis stemme er forstummet i de endeløse cyklusser af strukturel vold, kontinuerlig krig og konsekvent knuste håb om varige fredsløsninger. 

»For mig er der overhovedet ingen modsætning mellem at sympatisere med de palæstinensiske civile, der lider i Gaza lige nu, være modstander af krigen, støtte den palæstinensiske sag, insistere på en palæstinensisk stat, kalde på en ende på besættelsen, og samtidig fordømme drabene på civile og de uhyrlige gerninger, der blev begået i Israel d. 7. oktober. At fordømme én handling, begået af én gruppe, er ikke at fordømme hele den palæstinensiske sag,« forklarer Ghousoon Bisharat.  

Selvom det israelske samfund udadtil har fremstået forenet i den igangværende krig, ser Bisharat revner i det israelske samfundspanser. Anført af familierne til de israelske gidsler i Gaza, er tusindvis af mennesker gået på gaden i de israelske byer med krav om våbenhvile og humanitære løsninger. »Jeg ser sprækker, græsrodsbevægelser, politisk lederskab. Jeg håber, at der kommer flere stemmer i det israelsk-jødiske samfund, ikke kun mod krigen men også med forslag til, hvordan vi kan leve sammen i de to nationer,« siger Bisharat. Hun insisterer samtidig på, at forandring og forbedring i Israel og Palæstina ikke kun afhænger af lokale aktører, men også af det internationale samfund, som hun mener har forsømt sin forpligtelse til at lægge politisk pres på Israel. 

»Der er så meget mere det internationale samfund kan gøre, og måske er det på tide, at de tager noget ansvar for at medvirke til at opretholde besættelsen i så lang tid, og holde det palæstinensiske folk adskilt fra hinanden, med Gaza på den ene side og Vestbredden på den anden. Det er ikke sådan, at forandringen bare kommer enten indefra eller udefra.« 

På behørig afstand af den nuværende krigs grusomheder, af de årelange lidelser og den sorg og smerte, der har sedimenteret sig i generationer af israelere og palæstinensere som et sortsyn, der næres sideløbende med kærlighed til landet og had til hinanden, synes det eneste håb at være, at der stadig findes håb, når krigen slutter. Men den langsigtede løsning, der kan garantere den tryghed, lighed og retfærdighed, som +972 insisterer på for både jøder og palæstinensere, synes længere væk end nogensinde. 

Alligevel holder Ghousoon Bisharat fast, i første omgang i et pragmatisk håb om reel politisk handling. På længere sigt, nærer hun en idealistisk forhåbning om, at der findes forsoning og fællesskab for de to splittede folk et sted ude i fremtiden. »Det eneste jeg kan håbe på lige nu, er en seriøs politisk proces, der i første omgang kan tage os til to stater eller to entiteter, der eksisterer ved siden af hinanden. Men i længden ser jeg ikke to stater, adskilt fra hinanden som en bæredygtig løsning. Min egen lille drøm er, at jøder og palæstinensere kan leve sammen uden konflikt i én retfærdig og lige sekulær stat, der er til for både jøder og palæstinensere.«