Uophørligt pumpende prosamaskine

Skulle jeg beskrive Lars Frosts nye roman, De forenede, bare nogenlunde fyldestgørende, ville det kræve det hundrededobbelte af den plads, jeg har til rådighed her. Der er eventyrlige forvandlinger og trøstesløs realisme, umulige byggeprojekter og stjålne biler, flugt fra hverdagen og selvet, livskloge sømænd og stridende præster, bankmænd og festivalgængere, ironisk anmelderbashing og strøtankende litteraturforedrag, tegneserier og digte, overvældende forelskelse og dræbende udmattelse.

Og i midten af det hele – eller rettere i den periferi, der er den mindst perifere af alle de periferier, romanen består af – et dødfødt småbørnsparforhold i opløsning. 

Så lad mig i stedet for at forsøge at rumme det hele slå ned på to sekvenser, hvor prosamaskinen og fortællekunstneren Lars Frost viser sig frem som den romantroldmand, han er.   

Først romanens begyndelse, hvor ma