At tale med hånden for munden

At læse Blutbuch er som at betragte et sandslot blive bygget og straks blive smadret, sproglige verdener bygget op og revet ned. Den schweiziske forfatter Kim de l’Horizon er blevet et ikon på den tysksprogede scene, efter debuten Blutbuch høstede både den tyske og den schweiziske Buchpreis og nu er trykt i tiende oplag. Sammen med hele holdet af romanens europæiske oversættere møder jeg forfatteren i de schweiziske alper.

Når man træder ind ad døren til oversætterhuset Looren i de schweiziske alper, er det første, man møder, en karikaturtegning, hvor den ene mand siger til den anden »Åh, du læser den på originalsproget? Ja, der går altså en del tabt.« Fjorten oversættere fra hele Europa kommer traskende ad grusvejene fra bussen, der har kørt os op i bjergene, vejen går støt opad, og eneste soundtrack er køernes klokker. Udover at være kolleger har vi det til fælles, at vi alle er i gang med det, der for mange (inklusiv undertegnede) er det hidtil sværeste oversætterprojekt, nemlig Blutbuch af debutanten Kim de l’Horizon.

På tysk betyder Blutbuch blodbog, tilføjer man et e, Blutbuche, bliver det til blodbøg og tilføjer man et u i midten bliver det til det berntyske ord for Bauch, mave, så første tur i manegen er titlen. Hvad har vi tænkt os at stille op med den tredobbelte betydning? Den tjekkiske oversætter vinder denne runde, på tjekkisk betyder blod nemlig også familie, slægtning, så de tjekkiske læsere vil allerede ved titlen kunne forstå blodet som dels et billede på noget voldeligt, men også noget, der betyder slægt.

Hverken den norske oversætter eller jeg selv er bekymrede for vores læsere, mon ikke sammenhængen mellem blodbogog blodbøg er til at få øje på, men samme luksus har eksempelvis fransk, italiensk og galicisk ikke. På de romanske sprog hedder det træ, der udgør en stor del af romanens stamme nemlig slet ikke blodbøg, men bøg med røde blade. Den engelske oversætter har samme problem, på engelsk hedder en blodbøg copper beech, men hun har besluttet at vove titlen blood beech, da det også har en klang af blood bitch, hvilket går fint i spænd med bogens attitude.

I romanen, der er dedikeret til »mine mødre«, følger vi jeget, der både deler navn og omstændigheder med forfatteren, først som barnet, et intetkønnet væsen uden en krop: »I tiden, jeg skriver om, har jeg endnu ikke en krop. Frem for at være en krop, mindes jeg i langt højere grad at være fornemmelse.« Barnet er på vagt over for den isheks, moderen kan forvandle sig til, og søger tryghed indenfor tryllekredsens rammer og selvfølgelig: i den mægtige blodbøg: »Blodbøgens lektioner var: at stå der. Rasle med bladene. Holde ud. Arbejde på at gro nye blade. Springe ud. Forvandle sig.« Herefter følger vi den voksne Kim gennem skriveprocessen, på Grindr og i forsøget på at holde sig oven vande i en flydende identitet.

Og netop dét, det non-binære og kønspolitiske sprog er en stor udfordring for oversætterne. »For eksempel har jeg aldrig officielt fortalt dig ’det’«, lyder den første sætning i Blutbuch. Men præcis hvad dette “det” henviser til, må læseren sammenstykke af flydende drivtømmer. »Jeg tror ikke på indre kerne«, siger Kim de l’Horizon som noget af det første, da jeg møder dem, »men jeg tror på en form for stakit, en have kan rammens ind, men via jord og gennem luften er den jo stadig åben.« 

I første del af romanen er jeget, som nævnt, beskrevet som das Kind, før det senere føler sig tvunget til at vælge mellem mand og kvinde, der Mann, die Frau. På spansk og italiensk findes dette neutrum-barn ikke, på spansk må man vælge mellem el niño og la niña og på italiensk ligeledes mellem bambino og bambina. De slaviske sprog, der her i alpehytten repræsenteres af Slovakiet, Tjekkiet og Kroatien kan skrue på tempus, for at skabe friktion mellem kønnene i sproget, i præsens bøjes verberne, modsat i de andre tider, nemlig ikke efter køn. Rent oversætterteknisk er det som sådan en fordel, at vi på dansk ikke bøjer noget som helst efter køn, men det betyder selvfølgelig også, at der skal skrues på andre parametre for at kunne tematisere det non-binære på sætningsniveau.

Men selvom Blutbuch i offentligheden er udråbt som zeitgeistens repræsentant for queerness, er det ikke det eneste og måske heller ikke det vigtigste tema i bogen. Blutbuch handler om arv, om usynlig, kropslig arv. Om traumer og om at nærme sig dem i skriften, som de l’Horizon beskriver som tærsklen mellem tavshed og tale: »Mit sprog for traumet følger en brønd-struktur. Man cirkulerer omkring det usigelige, forsøger at komme tættere og tættere på, men uden at falde i brønden.«

Romanen henvender sig hele vejen igennem til bedstemoren som et du, men undgår alligevel at tale direkte til hende. »Det er som at tale med hånden for munden,« forklarer forfatteren, »jeget vil sige de her ting, men ønsker samtidigt ikke, at de når bedstemoren«. Derfor er sidste del af romanen skrevet i brevform og på engelsk, der udover at være et sprog, romanens bedstemor ikke forstår, også, i følge de l’Horizon, er det sprog, queerpersoner gerne taler med hinanden.

»Jeg begyndte denne tekst med det formål at konstruere en heksekedel, der skulle indeholde de mest forskelligartede former for care-magic,« står der i romanen. Da jeget får til opgave at nedskrive bedstemorens biografi, opdager det, at moren er i gang med at samle familiens stamtræ på mødrenes side, kvindernes historie, historier om århundredets hekseri. Det er via disse historier, romanen slår heksens forbindelse til køn, viden og skrift fast. 

I alpehytten pointerer de l’Horizon, at det ikke var i middelalderen, at hekseforfølgelserne var på sit højeste, selvom man ellers nemt kunne fristes til at tro det, men derimod mellem 1580-1680, at hekseforfølgelserne intensiveredes med opkomsten af det moderne og centraliseringen af viden om eksempelvis medicin, der nu skulle tilhøre universiteterne og patriarkatet. »Jeg interesserer mig for, hvilken slags viden, der bliver anerkendt, hvordan viden om urter blev til en eksperimenterende praksis, der ikke hørte under forskning, ammestue-viden, kontrast til det mandlige, rationelle,« siger forfatteren. 

Mit sprog for traumet følger en brønd-struktur. Man cirkulerer omkring det usigelige, forsøger at komme tættere og tættere på, men uden at falde i brønden.

Det er også den heksede måde at producere viden på, at arbejde med hypoteser og slægtsforskning, der former den familiesaga, som moren, der måtte opgive sin drøm om en akademisk uddannelse, fordi hun blev tidligt gravid med jeget, har skrevet ned. »Moren i romanen arbejder som en urteheks,« siger l’Horizon, »foretrækker mundtligt videregivet viden, samler ind og er i proces frem for kølig analyse. Hun stræber ikke efter det korrekte, heller ikke i sproget.«

I Blutbuch får man kendskab til det berntyske, der ikke blot er modersmålet, men også bogstavelig talt karakteriserer moderens sprog. Selvom Schweiz har fire officielle sprog, har mere end halvdelen schweizertysk som modersmål. De forskellige kantoner har dog hver deres dialekt, og det er ikke usædvanligt, at nabolandsbyer kan have svært ved at forstå det talte sprog hos hinanden.

Oversætterhytten får besøg af en dialektekspert, der fortæller, hvordan dialekterne før i tiden kun fandtes mundtligt, men i de sidste par år har fundet ind i litteraturen og det skrevne sprog via genveje som poetry slam og spoken word. Blutbuch, påpeger han, står dog som det mest gennemførte moderne eksempel på litterær tematisering af dialekterne, samt de broer og grænser, der følger med dem. 

»Jeg ser Schweiz som én stor grænse,« siger de l’Horizon om dialektens betydning for fortællingen, »grænser er som ar i landskabet, kød, der er syet sammen, sprog og migration, hver eneste dal har sine egne ar«. l’Horizon ser ikke grænser som hårdt optegnede cut, men i stedet som: »en springflod, som fiskene nemt kan springe over. Gennemtrængelige zoner.« 

Normalt har tyskerne ikke ry for at interessere sig for schweizertysk, og det er derfor noget usædvanligt, at denne dialekt-roman, har fået så bred succes, også i Tyskland. Måske handler det om, at den bærer løftet om et nyt sprog.

Blandt oversætterne diskuterer vi, hvordan man kan oversætte den nationale og sociologiske betydning, de forskellige dialekter har i Schweiz. Den spanske oversætter overvejer at hente inspiration fra det catalanske, den norske at gå på jagt mellem Øst- og Vestlandets måder at tale på. 

De l’Horizon forklarer, at bernertysk for hovedkarakteren bærer paradokset i sig: »Modersmålet kigger med mødrenes øjne, et voldeligt blik, men alligevel indeholder det ord, der signalerer trøst, fordi de er gået gennem kvindernes slægt og forbinder dem. Der er meget, der ikke kan siges på modersmålet, men den fysiske forbindelse af klangen, lydbølgerne gennem kroppen, den findes.« Ordenes forbindelse til kroppen, sådan er det at læse Blutbuch. Alle de sandslotte Kim-jeget bygger op, river de ned igen. »Jeres oversættelser er en heksekedel,« siger de den sidste aften, »lad den simre.« 

Da Kim de l’Horizon i oktober 2022 udråbtes til vinder af den tyske Buchpreis, sagde de med et alvorligt blik et godt stykke inde i takketalen: »Denne pris er ikke kun til mig,« tog en barbermaskine frem, barberede de mørke krøller af, og fortsatte så: »Juryen har dels udvalgt denne tekst som et symbol på kærligheden og imod hadet.« Dette udløste en debat om identitetspolitikkens rolle i prisudvælgelsen, blandt andet en regulær shitstorm på de sociale medier, hvor forfatteren blev beskyldt for alverdens selviscenesættelse.

Et tidligere jurymedlem og litteraturanmelder hos avisen Zeit skrev i sit forsvar for bogen som årets Buchpreis-vinder, at »litteratur er mere end de temaer, den forhandler«, og fortsatte med at forklare, hvordan det er en fejlslutning at læse beslutningen som ren politisk. Han bakkes op af litteraturredaktør hos dagbladet taz, som også gendriver kritikken som under lavmålet: »Queer er ikke længere noget fremmed, bøger om migration er ikke en niche, og romaner om en ensom, mandlig helt, hvis liv falder fra hinanden, er ikke længere standarden.«

Debatten om Buchpreis har på mange måder kørt Kim i stilling som symbolet for en kønsdiskussion, som ikke mindst handler om at fremme et inkluderende sprog på den tysksprogede scene. Løftet om det nye sprog, traumets sprog, den flydende identitets sprog er en beskidt affære, og sådan slutter Blutbuch da også: »My mother tongue is talking. My father tongue is silence. And my own tongue are tongues, and my tongues are dripping, dropping, blurring, streaming, rooting, flowing.«