Subtil indignation
Ved første øjekast gør Ivan Turgenevs gennembrudsværk, En jægers optegnelser fra 1852, der netop er udkommet i en nyoversættelse ved Marie Tetzlaff, ikke meget væsen af sig. Bogens fortæller, en adelsmand, der er glad for jagt, rejser rundt i Rusland og møder forskellige mennesker undervejs. Nogle gange har han sin tjener Jermolaj med sig, andre gange ikke. Menneskeskæbnerne, han støder på, skildrer han i et nøgternt, let ironisk, til tider nærmende sig dead pan-agtigt sprog.
Der er ingen sammenhængende handling, bare afdæmpet gengivelse af nogle møder med bønder, godsejere, forvaltere, skovfogeder, vagabonder. Til tider er kapitlerne rodede, stopper abrupt, skifter emne og persongalleri, som når nogen, der fortæller dig en anekdote, lader sig rive med af en sidehistorie.
Der kan være noget næsten skitseagtigt over det. Der bliver ikke tænkt store, revolutionerende tanker, der er ikke det store drama. Som læser sidder man tilbage med en mil
