Pædagogisk ironisk

På en måde er det meget lidt bemærkelsesværdigt, hvad Lena Andersson har gang i i sin anden roman om det svenske folkehjem. Datteren er en afdæmpet fortalt historie om Elsa, der er datter af Ragnar, som var hovedperson i forløberen Sveas søn. I bogen følger vi Elsas opvækst i en Stockholmsk forstad. Hendes barndom, hvor hun får huller i tænderne, fordi forældrene tror på det kompetente barn og overlader tandbørstningen til barnet selv. Hendes teenageår, hvor hun til farens skuffelse lægger langrendskarrieren på hylden og bliver kvabset. Hendes forvirrede ungdomsår, hvor lingvistikstudiet til hendes fortrydelse afslører, at alt er sprog, og intet er objektivt sandt.

Som voksen ender hun som en lidt dødbideragtig akademiker. Meget normalt. Meget lidt sprælsk. Oveni det hele skriver Andersson med en distanceret alvidende fortæller, der løst refererer begivenhedernes gang uden at folde scenerne ret meget ud. Fortælleren nøjes ikke engang med at fortælle, den forklarer også. Den ironiserer, ja, udstiller faktisk sin