At udholde sandhedens øjeblik

I Lena Anderssons nyligt oversatte Sveas søn er Ragnar Johansson vidne til det svenske folkehjems opståen og storhedstid med økonomisk vækst, teknologiske udviklinger og forbedrede uddannelsesmuligheder for masserne.  I løbet af Ragnars ungdom og voksenliv løfter Sverige sig ud af det forrige århundredes forarmelse og bliver en moderne velfærdsstat. Et foregangsland, der giver middelklassen så helt andre muligheder end den forældregeneration, de ihærdigt vender ryggen.

I tilbagesynets udglattende skær kunne folkehjemmet være fremstillet som en klasserejsens tid, som en tid, der udlignede forskellene mellem kønnene, udbedrede de kummerlige boligforhold i de indre byer og hævede levestandarderne for det, der blev en stor, bred middelklasse. Men Lena Andersson er ikke ude på at reminiscere. Hun undersøger i stedet, hvilke krav og begrænsninger i form af ensretning og holdningstyranni, folkehjemmet satte for sine borgere.

Da jeg læser Sveas søn i den danske oversættelse, kommer jeg flere gange til at tænke på den plagede, anonyme jeg-fortæller i Dostojevskijs Kældermennesket. Optegnelser fra en undergrund (1864). Indledningsmonologen: »Jeg er e