Menneskemøbler
Hvis man ikke har noget imod, ja ligefrem nyder at blive pint, ydmyget og undertrykt, hvorfor så ikke bruge det som en ressource? Dét spørgsmål er omdrejningspunktet i den japanske science fiction-roman Yapu, menneskekvæg, der første gang blev udgivet som føljeton i BDSM-tidsskriftet Kitan Club i 1950erne.
Der er stor mystik om forfatteren til romanen, Shōzō Numa, der, som en slags japansk J.D.Salinger, har formået at holde sig uden for offentligheden lige siden udgivelsen. Romanen er blåstemplet af Yukio Mishima der gjorde et stort nummer ud af at få den (gen)udgivet og forsvare den overfor højreekstremister.
I Yapu, menneskekvæg er det japanske folk reduceret til genmodificerede menneskemøbler, såsom toiletter og sexlegetøj, i et fremtidigt samfund præget af raceopdeling, systemisk skatologi og kvindedominans. På sin vis minder romanen om en slags pervers krydsning mellem Marquis de Sades 120 dage i Sodoma og Jonathan Swifts Gullivers rejser.
Muteret og kastreret og sidenhen døbt i en fantastisk uringennemblødt ceremoni.
Denne japanske kultroman fra 1950erne er ikke let at få fingrene i for de
