Krop i et landskab

Når man er 12 og et halvt, så ved man et eller andet, i hvert fald hvis man er jeget i Ditte Holm Bros Fladland, en roman, som fortsat vokser på mig, ikke som kornet og majsen i deres lige rækker, men som noget andet, mere iltert, mere uforudsigeligt. I Fladland ved jeget »hvordan man får et smil ud af præsten, og hvor mange syrlige bånd fra hallen man kan få for en femmer (…) at Gud holder øje med min krop, der hele tiden vokser og hedder Sally.« 

Men Sally forstår alligevel ikke helt, hun ved bare, at noget begynder at ske, det siger hendes farmor, og en tåget sky hjemsøger hende. Men da veninden Maiken fortæller, at hun først vil have sex, efter hun er fyldt femten, lyder det, at Sally »både har forstået noget og misforstået det helt«.

Sådan er det også hjemme hos Sally. Hendes mor holder orden på huset, gør rent, hænger vasketøj op, laver mad, og Sally forstår så meget, at morens pludselige vrede over efterladte beskidte tallerkner, »ikke er hendes egen«. Sallys fars motto er »ikke leve over evne, ikke sætte tæring før næring«, og Sally forstår også, at vindmøllernes og aktiernes arbejde giver dem mad på bo