Den hellige almindelige forelskelse
Det er ikke fordi, der er en udtalt interesse for myten i Sebastian Nathans rolige, enkle og nænsomt smukke debutdigtsamling Honey Moon. Der optræder ikke mytologiske væsner i den. Sådan er det slet ikke. Den foregår i et velkendt miljø i en genkendelig tid, København 2021 fornemmer man. Alligevel var det en stemning af myte, jeg sad med, efter jeg havde læst den et par gange.
En god myte vel at mærke, ikke en snærende identitetsfortælling med sin karakter af korset eller spændetrøje, men den her stemning af at genkende noget om sit eget (for mit vedkommende endnu relativt unge) liv. Jeg havde en følelse af at træde ind i et rum, der kunne have noget grundlæggende, noget helt basalt over sig, og jeg har tænkt over, hvad grunden til at jeg følte sådan var. Måske var det noget ved digtenes billedinventar og digtsamlingens stemmeføring? Andægtigheden som også er let og flagrende. Det rolige, skønne væld af honningmåner og sole, der hænger over det sted, hvor digtenes jeg befinder sig, bliver forladt, bliver alene, er ked af det, ikke kan overskue det, bliver forelsket igen, bliver lykkelig, tager på rejse væk fra, til London, og kommer tilbage til.
N
