Klasseparanoia

Josef Blau underviser på en skole i et af byens finere kvarterer, og han er sikker på, at drengene i hans klasse konspirerer imod ham. Det kan der overhovedet ikke være tvivl om. De hvisker om hans hustru bag hans ryg, de planlægger, hvordan de kan forulempe hende og bringe den ultimative skam over ham:

»Uanset hvor forsigtig han var, kunne han ikke i længden forhindre dem i at se Selma. De måtte kende til hendes eksistens, og mens de så på ham, læreren, med den lydige opmærksomheds forventningsfulde blik, kredsede deres tanker måske vellystigt om hans ægteskab. De skrællede måske klædernes hylster af ham helt ind til den magre krop for at forestille sig ham og Selma i de situationer, der sidestillede ham med hunden på gaden.«

»Den ene rev den anden med sig, deres stemmer knækkede over og hvinede, en vanvittig ophidselse havde grebet dem alle, så de nu kastede disciplinen, som læreren havde tvunget dem ind i, ordenen, han havde holdt, af sig, fordi han vidste, hvad der ville komme, hvis den faldt, de så styrkeforholdet, lærerens overmagt ville blive ophævet, de så ham, Josef Blau, læreren, sidde svag, hjælpeløs, viljeløs, handlingslammet med hænderne fold