From, fed og folderig

Det er efterhånden længe siden, at jeg fik tilsendt Forlaget Sidste Århundredes oversættelse af Hermann Ungers roman De lemlæstede, første gang udgivet i 1921. Først nu er jeg nået til selve anmeldelsen, og jeg startede endda læsningen umiddelbart efter at have hentet bogen i postkassen. Men det tager lang tid at læse en bog, når man må holde pause efter hver femte side, fordi sproget og indholdet er så gennemgående fyldt med død og forfald, at man som læser efterlades både chokeret og deprimeret, men samtidig underligt opstemt over den litterære energi som romanens univers og karakterer udleder. Hvor man hele tiden sidder med en forventning om, at nogen eller noget skal dø eller rådne op. Hvis ikke romanens karakterer, så i det mindste ens egen følelse af velvære. Og det mener jeg som det største kompliment. Hør bare her mod slutningen: »Han så de mørke dun på de livløst fede kinder. Som et lig, tænkte han. Han vidste, at hun var hæslig. Nu kunne han aldrig slippe væk fra hende. Hun havde sorte hår mellem brysterne.«

En smule kontekst vil nok gøre citatet nemmere at forstå, men i sig selv opsummerer det nu også meget godt romanens atmosfære. En hovedpers