Hvordan vi er i dyrenes øjne
»Det er en mærkelig realisme, men det er en mærkelig virkelighed«, skriver Ursula K. Le Guin i sit essay Bæreposeteorien om fiktion fra 1986, en stærk og samtidig elastisk prisme af et udsagn, der virker ideel at betragte den japanske forfatter Yoko Tawadas forfatterskab igennem.
Tawada bor til daglig i Tyskland, men er inviteret til Danmark af Goethe-Instituttet for at tale om sit over 30-år lange forfatterskab og det nylige samarbejde med den danske oversætter Mette Holm. Anledningen er, at Tawada endelig er blevet tilgængelig på dansk, først med En isbjørns erindringer, der udkom på dansk i 2018, og nu med hovedværket fra 1993, Brudgommen var en hund, der for nyligt er kommet på dansk på forlaget Korridor.
I Brudgommen var en hund driver Mitsuko Kitamura en ukonventionel, men populær søndagsskole i et søvnigt nabolag i udkanten af Tokyo. Hun er genstand for stor nysgerrighed fra hele nabolaget, ikke mindst på grund af de fabler, hun fortæller børnene, som for eksempel den om den unge prinsesse, hvis tjenestepige ikke gider at tørre hende i numsen, men i stedet får prinsessens elskede hund til at slikke hende ren med løftet om
