Europa på nerveklinik
Det ville være lidt for frejdigt at erklære tendens. Lidt påfaldende, spøjst, er det dog, at to af de seneste års mest fremhævede romaner i ungarsk samtidslitteratur har skandinaviske protagonister. Sidste år udkom András Maros’ venskabsroman Két-három dán, To eller tre danskere, om Mikkel, Magnus og Søren, tre venner, der tager på druk- og genforeningsferie i Budapest og ender på en rundrejse i landet. Et par år tidligere udkom romanen Svéd, Svenskeren, af Gábor Schein, som de seneste årtier, sammen med især Zsófia Bán, har vist sig at være en af vigtigste ungarsk-jødiske forfatternavne – i generationen efter Imre Kértesz og Péter Nádas.
Svenskeren handler om to mennesker i krise, kort fortalt. Ervin, en midaldrende oversætter, nyligt skilt og hensunken i apati, og Dr. Biró, en psykiater, som henslæber tiden, velvidende at den nerveklinik, hun arbejder på (og lever for), står overfor lukning. Bindeleddet mellem de to er hr. Grönewald, en aldrende herre, der sammen med sin kone adopterede Ervin som tre-fire årig – eller rettere
