Et ansvar for himlen
Tour de chambre er Tine Høegs længe ventede opfølger til hendes gennembrudsdebut Nye rejsende fra 2017. Den var godt nok ikke hendes egentlige debut i strengeste forstand, hvis man medregner Hej Sol Fuck Love (på norske AFV Press i 2013), men det blev hendes gennembrud her i Danmark med både BogForums debutantpris, en opsætning på Det Kongelige Teater og adskillige udsolgte oplag til følge.
Og med god grund: Høegs ligefremme skrift, der sammenvæver minimalprosaens fortælling med knækkede vers og små sting af patos var noget nyt trods ligheder forgængere som fx Vita Andersen, Lean Nielsen og i nyere tid Caspar Eric med hver deres take på fortællende poesi. I Høegs skrift blev der etableret en stemme, der var både ærlig og menneskeligt inkonsekvent, og hele diktionen var med en faible for hverdagspoesien i det talte sprog – et dansk bud på colloquial poetry som roman!
Tour de Chambre er om noget ubesværet og bedst karakteriseret ved, at Høeg med sit helt særlige gehør har udviklet stilen fra Nye rejsende, hvilket muliggør et langt højere ambitionsniveau helt fra det enkelte sætnings præcision til et væld af
