Arden på sjælen

I Kenneth Jensens nye roman Håbet forsvinder hovedpersonen på side 18. Han lægger sin motorsav og forlader det kommunale aktiveringstilbud ved navn Flisen, går direkte hjem og tager toget til København med »1270 kr. tilbage på kontoen efter at have købt togbilletten, og jeg aner hverken ud eller ind, når jeg når frem.«

Tilfældigt møder han en kvinde på en bænk ved Frihedsstøtten, en astrolog, som tilbyder at lægge hans horoskop, og som faktisk begynder at gøre det, lige dér på bænken, og så er forsvindingen komplet. Fortælleren får at vide, at hans evner befinder sig i mørket, at alt vil volde ham besvær, og så er det, som om han med ét husker alt besværet, livet allerede har været fuldt af. Herefter dykker han under, ned i erindringens smertefulde hashtåge.

Det gør tydeligvis ondt at huske tilbage på Arden.

Jensen skriver afsnuppet, kortprosaisk, scenerne er glimt, kapitlerne er små, hårde firkanter, der samtidig, på deres egen rå måde, er fulde af ømhed. Ikke mindst i skildringen af en barndom i Arden med forældre, der har lidt af hvert at kæmpe med, og som ikke kan undgå at vælte egne problemer og bekymringer over p