Det lyner for lidt

»Det klæder mig ikke at vide noget«. En øjensynlig harmløs strofe, der alligevel efterlader en med en underlig ambivalent følelse af at være fanget bag fortættede tågebanker og alligevel se klart. For hvad står der egentlig her? Det er steder som hér, at René Jean Jensens digtsamling I nat bar jeg Caligula excellerer. I konstruktionen af sætninger, der balancerer på en knivsæg, og hvor det uladsiggørlige forsøg på at finde ind til noget sandt, ikke kammer over og bliver plat “poetisk” utydelighed. Tankevækkende og -forstyrrende sætninger flyder i en lind strøm ud fra siderne. Et digt slutter for eksempel med denne nærmest urkomiske beskrivelse af digtergerningen og selvforståelsen, der samtidig rummer en smuk, inderlig poetik i de sidste to linjer: »poeter vil helst sidde over vinger og sove i fly, det er min erfaring/vil drømme om ordet “nustalgi”/og sandet, de går i, skal være blåligt, finkornet/hvine, når de trækker fodsålen hen over det/og hunden skal hedde Heraklit og kun gø ad dem, den kender/og sætningen skal tumle ind på scenen med sit ene dovne øje:/man tager en masse jord og fylder verden med det