Den sorgfulde mangel på sorg
Alle skal dø, ergo skal alle forældre dø, og ergo skal alle forældre til forfattere dø. Så det er ikke nyt, at der bliver skrevet bøger om at miste sine forældre, men til gengæld er det nyt, at man ofte gør det allerede i sin debut.
Joakim Kruse Lykke, Lasse Raagaard Jønsson, Amina Elmi, Vilma Sandnes Johansson, Glenn Bech, Niels Erling og Amalie Langballe er alle debuteret med sorgværker om døde eller døende forældre inden for de sidste fem år. Når forfatterskoleuddannede Gustav Valdemar Strange nu debuterer med en bog om sorgen – eller manglen på sorg – over en fars død, er det svært ikke at se ham som del af en tendens.
I bogens første digte giver Strange især mindelser om Kruse Lykkes og Raagaard Jønssons interesse for talesprogets sætningsstumper. Teksterne består af optagede telefonsamtaler med jegets mor, som gævt fortæller om den daglige pleje af hans terminalt kræftsyge far, og sorgen stikker kun frem i de talesproglige afbrydelser af egne sætninger:
»men hvis han så også lige kunne få noget der kunne giver ham lidt appetit også// for han er jo også selv// som vi også har snakket om// han skulle jo gerne// det ville jo være rart om han holdt til de
