Der findes en tavshed, som ikke kan oversættes
Med sin debut, Find Holger Danske (2006), skrev Maja Lee Langvad den nok sjovest tænkelige bog om transnational adoption. Med Hun er vred (2014) skrev hun den mest oprørende. Med sin nye bog, Tolk, har hun skrevet den mest gribende.
Det gribende ved Tolk er tomheden. Det, der ikke står. Bogen har form som et læsedrama med replikker og regibemærkninger, men en stor del af replikkerne består af ubeskrevet, hvidt papir fulgt af et punktum, et spørgsmålstegn eller et udråbstegn. Det er de replikker, der skal forestille at være på koreansk.
Jeget er adopteret fra Sydkorea til Danmark, har boet i Sydkorea, men har ikke lært sproget. Tolk består af hendes møder med de koreanske forældre og søstre hen over en årrække. Hun forstår ikke, hvad de siger, og de forstår ikke, hvad hun siger, så til møderne deltager en dansk-koreansk tolk, der samtidig er jegets kæreste. Det sidste må hendes familie ikke finde ud af. De ved ikke, hun er lesbisk.
Hvis det var usædvanligt at skrive konceptværket Hun er vred i tredje person, så består et af formeksperimenterne i Tolk af, at det er dramatik i første person. Mens alle
