Og så blidt jeg nu vågnede

Messe. Det er genrebetegnelsen på Christel Wiinblads nye bog, Deep Purple, og det kan selvfølgelig forstås som en beskrivelse af stilen: Wiinblads poetiske prosa er messende. Der messes om sammenbrud og åbenbaringer, om at have mistet sin elskede bror og at se ham dukke op igen i sorgtyngede og dog ekstatiske syner: 

»Du sad pludselig lige dér på sengen, og du var lysende. Du sad pludselig lige dér på sengen ved siden af mig, og du var lysende. Du sad pludselig lige dér på sengen, og du holdt mig blidt i hånden. Du sad lige dér på sengen, og der var ingen af os, der sagde noget. Og så blidt, jeg nu faldt ind i søvnen igen. Og så blidt, jeg nu vågnede igen, og så blidt, du nu stadig sad lige dér på sengen ved siden af mig. Og så blidt, jeg nu faldt ind i søvnen igen.« 

Det er en gentagelsesmotor – eller adskillige gentagelsesmotorer – der kører hele vejen gennem bogens 288 sider, især holdt i gang af småord som »nu«, »her«, »dér«, »som« og »