Den revolutionære apostrof

»Det handler om en revolution, sagde A. En sproglig omfordeling og som resultat deraf en økonomisk. Ikke at jeg ved præcis, hvordan det skal gå til. Du må bære over med mig, jeg er kun tretten.«

Sådan står der et sted i Hans Peter Madsens romandebut, Hyldemeter, der ikke ligner noget andet i det danske litteraturlandskab. For hvor så mange udgivelser i dag slægter 1970’ernes socialrealisme på – jævn prosa og alvorstunge bekendelser om forskellige former for udsathed eller ulighed – så er det her virkelig noget andet.

Ja, at læse Hyldemeter føles faktisk, som når nogen åbner et vindue, og man først med den friske luft forstår, hvor tiltrængt den er. Eller måske er det at læse romanen snarere som at gå dybt inde i skoven for så at nå til en lysning. Eller måske mere præcist: Som når belysningen med ét ændres på en scene.

Netop sproget og måden vi benytter det på optager A., som jeg citerede indledningsvist. Og hans uhyre skeptiske tilgang til metaforik og idiomer smitter af på drengen, han bliver ven med. En ensom og bebrillet fyr, der også er romanens jeg-fortæller, og som her beskriver den første tid sammen med A.:

»Jeg husker det klart, som set gennem brilleglas med den korrekte styrke. Vi var de eneste i klassen, vi gik omkring i frikvartererne. Alene sammen. Det var en kort periode, jeg husker det klart, som set gennem tømte pilleglas. Vi var bedste venner, ikke bare bedste ven og ven. Han havde ikke andre at vælge imellem, og så valgte han mig. Alene. Sammen. Så sentimentalt kan det siges, så sentimentalt er det blevet sagt, så sentimental er erindringen, som set gennem farvet mosaikglas, eller rettere: som set uden brilleglas, som set uden behovet for.«

Sådan er det i det hele taget at læse Hyldemeter, hvor formuleringer uafladeligt forrykkes, justeres, præciseres, og hvor A.’s forhold til normalsprog kan mærkes i snart sagt hver sætning. A. der altid er på vagt overfor den bevidstløse måde, hvorpå sproget anvendes. Når nogen fx “havner” i en situation eller fortælleren siger, at han ryster som “espeløv”, så ringer alarmklokkerne. Hvad er “espeløv” overhovedet, og er “havne” ikke en meningstømt rest fra en fjern maritim epoke?

At læse Hyldemeter føles faktisk, som når nogen åbner et vindue, og man først med den friske luft forstår, hvor tiltrængt den er.

A. er allerede som teenager selvlært sprogteoretiker og hardcore fritænker. Senere også aktivist. En dag tager han i hvert fald initiativ til en demonstration, hvor han og fortælleren – andre deltager sjovt nok ikke – med hjemmelavede skilte bakker op om pølsemandens brug af apostrof. Hvor de fleste sprogbrugere vil mene, at ejefaldsapostroffen i Gustavs’ er helt håbløs, så mener A., at der er tale om en form for civil ulydighed og ser her ansatserne til den kommende revolution. Uden at han dog har styr på, hvordan sådan en vil komme til at se ud eller hvad den vil gå ud på.

I Hyldemeter er der i det hele taget ingen klare mål, ingen lysende sandheder, og sproget – dét som skulle skabe klarhed og orden – fører hele tiden mennesker ind i en tåge af vage billeder og bedøvende tomgang. Måske er det også derfor, A. ikke kan komme sin revolution tættere end anelser og vage forestillinger.

Men A. vil “noget” andet, “noget” nyt, og samler eksempler på sproglig modstand – små tegn på de kommende samfundsomvæltninger – i en kasse. Det meste ligner regulært nonsens. Tag bare en indkøbsseddel fundet foran Føtex med de her håndskrevne ord:

»Shampoo

Kontorartikler

Økologisk Arabica

Øloogsk Aramia

Øogh Ambaa

Oa Um«

Eller det her absurde uddrag fra en lærebog i pædagogik: »Vi vedkender os derfor, at vi understøtter fornuft som en positiv værdi (Biesta 1985«.

I romanens anden del er årene gået og A. er død. Men da fortællerens navn står i A.s testamente, møder han op i dødsboet. Hvor andre har været før ham. Huset er stort set tomt. Men kassen med alle A.s eksempler på sprog, der vægrer sig ved konventionel sammenhæng og logik, står i reolen.

Som en slags skørt og sørgeligt monument over en barndom og en ven, som drømte om at bryde gennem hverdagssproget og som – vel uden at vide det – var i en slags dialog med Ludwig Wittgensteins diktum om »Mit sprogs grænse er min verdens grænse.« Men som troede grænserne kunne sprænges, som troede på en revolution. Og at den ville komme nedefra. Fra pølsemændene og opefter. A. som endda valgte at blive bankmand, præcis som fortælleren. Leve et demonstrativt ubemærkelsesværdigt liv. 

Men da fortælleren sidder i dødsboet med kassen, kommer han i tvivl om, hvorvidt alle eksemplerne på sproglig modstand nu også er fundne. Om A. ikke selv har skrevet nogle af dem. Som en slags forfatter med en stor, vild og utopisk drøm.

Hyldemeter er en ofte morsom, sine steder smuk og hele vejen igennem begavet roman om erindring, venskab og ikke mindst sprog. Som på samme tid er skeptisk over for sproget og vildt legesyg i sin brug af det. Interessant er det også, når der i de afslutningsvise “Noter” står, at »Plottet i Hyldemeter er planket fra Enrique Vila-Matas: Bartleby & co«. Som om romanens fortæller ønsker at underkende sin egen kraft og originalitet. Men Hyldemeter er – selvudslettelse eller ej – sin helt egen og udvundet af A.s vilde sprogskepsis og selvsagt også af Hans Peter Madsens evne til hele tiden at vride ord og vendinger på nye forbløffende og poetiske måder.

I Hyldemeter er der i det hele taget ingen klare mål, ingen lysende sandheder, og sproget – dét som skulle skabe klarhed og orden – fører hele tiden mennesker ind i en tåge af vage billeder og bedøvende tomgang.

Man kan med nogen ret mene, at den venskabshistorie, der udgør romanens hjerte, svækkes lidt af formen. At den tilstræbt knudrede, omstændelige og insisterende ophobende syntaks dræner romanen for inderlighed og forhindrer medleven. Indimellem er den også lidt irriterende i sin distancering. Som når der fx står: »Jeg skal huske at beskrive noget sanseligt for at gøre det her til en scene i en roman: Millionbøffen smagte godt. Den var sovsekulørfarvet, sovsekulørt.«

Men altså: Der findes så mange sympatiske, letlæselige og konventionelle romaner. Den roman, Hans Peter Madsen har skrevet frem, er noget andet. Er et slags laboratorium, hvor det både demonstreres, at sproget vi benytter os af så let stivner om tingene og tankerne, og at det kan bruges på anderledes vilde, vitale måder.

Det er slet ikke så lidt for en debutroman. Og Hyldemeter er en både krævende og meget givende læseoplevelse, og hvis man før var en af dem, der rynkede på næsen af pølsemændenes, ahem, alternative brug af apostroffer, vil man næste gang man står dér med en hotdog eller to røde med brød sende en kærlig tanke til A. og hans drømme om revolution. Det begynder med en enkelt tilsyneladende vildfaren apostrof.