Årstidserindringer
Vi mister gradvist, men hurtigt, de cykliske tegn, den forventede forandring, der har knyttet sig til årstidernes rytme. En rytme, der har formet vores historie, sanselighed, landskaber, myter, levegrundlag og følelsesliv. Ændringerne i årstiderne hænger sammen med de store, pludselige naturkatastrofer, men de har en anden betydning.
En del af denne betydning undersøges i bogen Sne af den svenske miljøhistoriker Sverker Sörlin. I en både personlig og referencetung bog, udlægger han det element, der har betydet mest for hans liv og opvækst, og arbejder sig gennem erindringer og sorg, som sneen forsvinder.
Bogen er et fænomen i sig selv. Gennem 300 sider nedfælder Sörlin al sin viden om sneen; dens egenskaber, former, historie, rolle i kunsten og logistikken og ikke mindst hans barndomsminder fra Nordsverige. Det er som om, bogen er til for at sikre, at sneen ikke bliver glemt, selvom den forsvinder. Den er en sneens genealogi, en tidskapsel både for fremtidige samfund og Sörlin selv, der har så mange dele af sit liv knyttet til den lille krystal.
Sörlins introspektion er beundringsværdig. Vi burde alle skrive vores årstidserindringer ned for fremtiden. Holde fast i dem og forstå, hvad vi mister. Jeg kan selv huske, at mine barndomsvintre var fyldt med tung sne og snehuler. Siden jeg er blevet voksen, har der ikke været nok sne til den slags. Eller er det mig, der husker forkert, og måske nærmere den voksne, der ikke holder øje med sneens hulepotentiale? Man bliver hurtigt i tvivl og beskyldt for falsk nostalgi, og i en årstidsforandring, der ikke er sket hurtigere de seneste en million år, må vi skrive vores erindringer ned for ikke at blive sindssyge. For med den cykliske forandring, mister vi også muligheden for at vende tilbage. Minderne mister deres forankring.
Vi burde alle skrive vores årstidserindringer ned for fremtiden. Holde fast i dem og forstå, hvad vi mister.
Kunstgruppen Black Quantum Futurism, der samler afrikanske modnarrativer til, hvad vi kan kalde vestlig oplysningstidsrationalisme, fremhæver en anden tidsforståelse end den lineære, som de med rette tilskriver den europæiske modernitet. Både en cyklisk forståelse, forbundet til årstidernes tilbagevenden, og en mere radikal; nutiden er placeret i centrum, med ringe af fortidige begivenheder og forestillinger om fremtiden i orbit omkring den. De anderledes tidsforståelser bringer grundlæggende ideen om progression – og dermed vækst – i fare. Tiden åbenbarer sig pludselig som politisk.
Sörlin nævner ikke BQF men erfarer det samme. Tidligt i bogen erkender han, at den trygge, tykke sne, der blev taget for givet, som ingen beskæftigede sig med, er politisk. Han bevægede sig hen over den på vej til skole, men der stod ikke noget om den i skolebøgerne. Nu forsvinder den cykliske tid, sneen vender ikke tilbage, og den progressive tidsforståelse ender med at blive sand, inden nogen nåede at erkende, at den var til forhandling. Sörlin illustrerer på fineste vis, at en tid, der aldrig vender tilbage, er fuld af tab.
Bogen er også spækket med naturvidenskab. Beskrivelser af krystalstrukturer, glaciologi og skyformationer. Det er lærerigt, men man kan måske stille sig kritisk overfor, hvor meget forståelse, det tilfører til sneen som sådan. Især i en tid, hvor det er tydeligt, at naturvidenskabelig dissekering ofte fører til teknologisk manipulation på bekostning af økologisk trivsel.
Ikke alle tab er sorgfulde, nogle ting fra fortiden er det bedst at lade ligge. At Sörlin leder efter svar hos Darwin i sit kapitel om klimasorg, virker for mig som en forfejlet kategorisering i arkivet. Med sine klare forbindelser til eugenik, racerenhed og nazisme er Darwin et eksempel ud af mange på en tid med indsigtsfulde naturvidenskabelige opdagelser, man grundlæggende ikke forstod betydningen af. Det blev til modernitetens overdrevne, perverterede progressionsidealer; etnisk udrensning, technomani, økologisk katastrofe.
Sörlin formulerer en kritik af naturvidenskabens kultur, i hvad der lyder som en parafrasering af Kong Frederiks valgsprog: »Forenede, undertiden forblindede, af et projekt.« Men det virker endnu til at være en spæd kritik, for de store opdagelsesrejsende fylder en markant del af bogen.
Når han kobler naturvidenskaben til den personlige introspektion, er bogen virkelig inde på noget. For gennem denne kobling, fornemmer han på egen krop en ny form for erkendelse; én, der ikke kommer gennem aktiv tænkning, men mere er en følelse, som han skriver. Der er en så omfangsrig politisk, idéhistorisk tradition for denne slags fænomen – der bryder med endnu en af de gamle mænd: Rene Descartes (som Sörlin også nævner mange gange).
Descartes så kun tanken som vejen til erkendelse, mens kroppen repræsenterede noget passivt, dyrisk. Men der var stemmer, der modsagde denne idé allerede dengang, selvom den har domineret moderne videnskab. Allerede i 1661 blev den modsagt i Benedict de Spinozas Etikken, og i moderne sammenhæng har professor Sara Ahmed formuleret begrebet tænkende kroppe i sit værk A Cultural Politics of Emotions, om alle de sanselige, følsomme veje til erkendelse. Jeg ville ønske, at Sörlin havde læst og involveret teoretikere fra dén tradition, for de havde virkelig kunnet berige den dobbelte fascination af følsomhed og tænkning, som bogen præges af, og som han selv erfarer, at kriserne kalder på i det her vilde overlap mellem nære, personlige erfaringer og naturvidenskabelige megamodeller.
