»Så hjælp mig, fanden«
Walter Ulbricht, den første leder af DDR’s Sozialistische Einheitspartei Deutschlands og altså en af hovedmændene bag opførelsen af Berlinmuren og optrapningen af Den kolde krig, sagde i 1964 om den unge og – skulle det vise sig – kortlivede republiks fremtid: »Hvis I vil kende vejen fremad, så læs Goethes Faust og Marx’ Kommunistiske manifest.« Det med Marx og manifestet er måske ikke så overraskende, men at Johann Wolfgang Goethes (1749-1832) genskrivning af myten om en alkymist fra 1500-tallet, der sælger sin sjæl til djævlen, skulle vise vejen væk fra Det tredje riges nazisme og ind i den socialistiske fremtid, virker ikke så logisk.
Ulbricht var ikke den første til at gøre dramaet til en del af et større ideologisk projekt. Det gjorde nazisterne også selv – de anså Faust for en driftig tysk arketype – og før dem; nationalsindede liberale i den tyske nations unge år i slutningen af 1800-tallet. Mere kritisk var Thomas Mann i sin omgang med myten, som han i den store roman Doktor Faustus (1947) lod være en allegori over affiniteten mellem perfektionistisk genikult og moralsk forfald, der ledte Tyskland ud i nazismens barbari.
Me
