Alt er indlejret i hinanden

Det er jo ikke, fordi enhver erindringsbog behøver at have et hus fra barndommen som sit udgangspunkt, men de mest berømte har, sådan møder vi Talland House i St. Ives hos Viginia Woolf og Tante Leonies hus i Combray hos Proust, og sådan er der også et hus, som minderne binder sig til, i Judith Hermanns helt nye og fortryllende erindringsbog, der begyndte som en Frankfurter Poetikforelæsning og endte som værket Vi ville have fortalt hinanden alt.

Men hvor huset hos Woolf og Proust er det sted, hvorfra erindringerne opstår, er huset hos Hermann det sted de ender efter at hun har fulgt sin egen erindrings vindelbane tilbage til sit udgangspunkt:

»Fortælleren, der bor i et hus ligesom det hvor jeg nu sidder ved skrivebordet og ser ud på den grå, overskyede morgen, er mig. Og hun er et drømmebillede. Jeg drømmer hende, og hun drømmer mig.«

Men før vi når til dette hus, skrivningens hus, har Hermann ført os igennem en labyrint af huse eller rum, der har indkapslet hendes liv og skrivning, først og fremmest briksen hos hendes psykoanalytiker dr. Dreehüs og en bar, der kun fandtes én enkelt aften, men også ungdomsveninden Adas lejlighed, et barndomme