»Ingen læser reklamer, kun pensionister ser fjernsyn«

Som jeg sagde i P1 Morgen i februar, er der i dag ikke mere prestige i, at der står Gyldendal på din bog, end hvis der står Hatting Bageri på din kasket. Også indenfor film ser man efterhånden kunstnerne søge væk fra de etablerede mastodonter. Med internettets muligheder, i særlig grad på de sociale medier, er nødvendigheden af at underkaste sig urimelige kontrakter ved at forsvinde. Man tør nogle ting. Man råber højt. Man bliver taget seriøst. Og der er ingen, der blander sig i ens kunst.

»Jeg kom til København, og jeg kendte ikk' et øje, nu kommer folk hen og spørger mig hvor jeg køber tøj.« Sådan indleder jeg andet vers i min rap Fremmed overtagelse fra 2013, og det siger sådan set det hele. Sangen er skrevet og indspillet en aften i marts, omkring halvandet år efter jeg steg af toget med en sort sæk med tøj, en mikrofon og et lydkort, gik op i informationen på Hovedbanegården og spurgte efter en bus, der gik til Nørrebro.

Samme aften, jeg lavede Fremmed overtagelse, skrev og indspillede jeg en anden sang med to andre rappere, Lav den. Det er sådan, det er foregået, bang-bang-bang, skriv, indspil, mix og send afsted. Ikke så meget skuff