Vi har ingen undskyldninger for ikke at lytte
Jeg er 14 år, og vi kører i en lille tætpakket minibus fra Damaskus til mine bedsteforældres landsby i Qalamounbjergene. Vi passerer igennem den smukke kristne by Seydnaya nord for hovedstaden, forbi en græsplettet gold bakke omringet af pigtråd, vejbomme, mure og bemandede udkigsposter. Den arabiske sludren blandt passagerne i bussen stopper brat. Jeg kigger op, toppen af bakken er ikke helt synlig, der er et plateau, hvor man kan se de grå betonmure rejse sig.
En ældre herre beder om at blive sat af, her er der ikke stoppesteder, man beder bare om at komme ud. Unge mænd med tynde mørke skægstubbe står vagt ved det, der ligner første kontrolpost ved foden af bakken. Deres uniformer er for store til dem, de sidder ikke rigtig til over skuldrene, og jakkerne er som altid i Syrien lidt for lange.
Et dusin kvinder står ved indgangen, nogle af dem sidder på de smuldrende fortovssten, andre taler med de unge vagter. Gestikulerende kvindearme i mørke abaya’er, bøjede nakker og en stemning af desperation hviler over den lille forsamling. Da bussen stopper foran indgangen, toner den ældste kone, jeg nogensinde har set,
