Vi har brug for en seriøs teknologikritik
Det er som om vi først er ved at vågne op fra det lyslevende mareridt, hvor teknologien styrer mennesket og ikke omvendt. I årevis er teknologikritiske holdninger blevet nærmest latterliggjort. Sikkert fordi de ofte samtidig har været fremskridtsfjendtlige eller nostalgiske. Der er masser eksempler på teknologikritik, der ikke ældes med ynde. I 80’erne var VHS-båndet en bombe under barnets sociale og psykiske udvikling, der bare ventede på at blive detoneret, men det viste sig som bekendt ikke at være så slemt alligevel. I dag er situationen en anden. Vi har fuldstændig mistet kontrollen over den teknologiske udvikling og glemt at tænke over det mest afgørende spørgsmål: Hvornår gør teknologien livet bedre for mennesker og hvornår gør den det dårligere? Det uendelige dommedags-scroll på sociale medier gør livet dårligere. Ikke bare for vores psykiske velvære, men også for livet i fællesskabet, hvor indhold som er nysgerrigt, åbent og undersøgende bliver slettet til fordel for en syndflod af synsninger, selvpromoveringer, misinformation og annoncer.
»Kærligheden er altid formet af de rum vi færdes i«, skriver Nikola Nedeljkovic Gøttsche i sin nekrolog over Skype i dette blad. Han beskriver en opvækst, hvor et forhold til en far meget langt væk, blev muliggjort med det tech-vidunder, kommunikationsplatformen var. En forbundethed, der aldrig ville have været mulig uden den teknologiske udvikling: »Menneskelige relationer er er formet, betinget og endda bestemt af den teknologi, der er til rådighed.«
Teknologien i sig selv er tom. Det er det vi som mennesker vælger at bruge den til, der er afgørende. En hammer kan bruges til at bygge en katedral eller til at smadre kraniet på et andet menneske. Da jernbanen kom frem, var det en svimlende menneskelig bedrift, der forbandt hele verden på måde, man aldrig havde set før. Der gik desværre ikke lang tid før det viste sig, at jernbanen også var et ganske udmærket redskab, hvis man skulle organisere et folkedrab.
Af samme grund anbefaler vi til denne sommer en ældgammel teknologi, der både er behagelig og besværlig at gøre til et våben. Det drejer sig selvfølgelig om et papirmagasin. Er du ligesom os trætte af tech-pis, så betragt dette blad som en allieret, der, lige meget hvor meget du gnubber på siderne, står helt stille og bare vil være dit gode selskab, mens du slikker sårene efter et opslidende halvår i maskinen.
De gode historier, velskrevne fortællinger og indsigtsfulde formidlinger står i kø: Efter vi har plaget ham i årevis, fortæller musiker og kulturskribent Jonathan West Carstensen endelig sin historie fra Japan om dengang han blev den mest usandsynlige realitystjerne og fik millioner af fans. Vores kunstkritiker og sin egen billedkunstner Christian Schmidt-Rasmussen forklarer i en underholdende skideballe os alle sammen, hvorfor vi ville spise rå kaniner med pels på, hvis ikke der fandtes kunstnere. Man kan også læse, hvordan forfatter Peter Adolphsen arbejder med assisteret tilfældighed i en bunke affald på det yderste Østerbro. Thore Bjørnvig har skrevet et essay om at stå i skyggen af sin fars litterære egetræ, og Christine Roj har talt med forfatteren bag den nok desværre aflyste omsorgsrevolution. Forfatter og manuskriptforfatter Anna Juul fortæller, hvorfor hun i en kort periode er mildere stemt over for frugt i salater, mens filosofiskribent Frederik Boris forsøger at genrejse Albert Camus og få ham ud af kløerne fra de studentikose.
Derudover har vores kritikere læst og forsøger at formidle nogle af tidens mest interessante bøger. De har set The Handmaid’s Tale, været til galop, på Nationalmuseet og så er der sgu også blevet plads til en lille novelle.
