Budgetneutrale gæster

BRUXELLES - Tony Valérias telefon ringer pludseligt, og han skynder sig at tage den. Sproget skifter fra fransk til det congolesiske modersmål. Han smiler ikke længere, mens han taler. Efter fem minutter lægger han den lille mobiltelefon på bordet og forklarer:

»Min familie og venner i Congo ved, jeg er i Europa, så når de ringer til mig, siger de ikke 'hej, hvordan går det?', de siger bare: Kan du give mig 50 euro?«.

Han folder de ru hænder i skødet og læner sig frem i stolen, mens han fortæller, at det var hans gode ven, hans ”bror”, der ringede for at sige, at han var syg og ikke havde råd til behandling og derfor har brug for 50 euro fra vennen i Belgien.

»De ved jo ikke, at jeg skal ligge og vaske gulve for at skaffe de penge. Man er i godt humør, og så får man sådan et opkald. Ansvaret er en byrde, for jeg kan ikke lade min ven dø af mangel på 50 euro,« siger Tony Valéria.

Selv om hans familie forestiller sig, at han er rig, blot fordi han er i Europa, vidste han selv, at Europa ikke ville være et paradis. Alligevel blev han nødt til at tage af sted. Han var »forberedt på alting« og har måttet arbejde lige så hårdt, som han forventede. Den lille co