En anden slags populisme
»Vi er det sidste håb for en revolution uden vold. Skulle vores bevægelse mislykkes, vil der ikke længere være nogen barriere mellem staten og folket. Vi er en beskyttende barriere. Uden Femstjerne-bevægelsen vil de rigtigt undergravende kræfter ankomme. Vi har udfyldt et tomrum, som i andre byer og i andre stater udfyldes af de gyldne daggry, nazisterne, Le Pen.«
Da han talte ved et valgmøde i Aosta november sidste år, gentog Beppe Grillo et af mantraerne for sin Femstjerne-bevægelse (Movimento cinque Stelle , M5S) , den politiske organisation, som han og internetentreprenøren Gianroberto Casaleggio grundlagde blot tre år tidligere, og som blev til et af Italiens største partier ved parlamentsvalget i februar. Mantraet er en påmindelse om forskellene mellem M5S og de højreorienterede partier på fremmarch i resten af Europa. Mere interessant er det imidlertid, at det også skitserer en politisk teori for populisme, en teori hvor partier i den populistiske familie i temmelig høj grad direkte kan erstatte hinanden med deres evne til at indfange utilfredshed med den politiske mainstream. Så udskiftelige er de faktisk, at hvilken form populisme,
